Lokalt gymnasium giver værktøjer til ny hf-linje i Jylland

Delegationen fra Bjerringbro fik lov til at lege med klodser, og kunne på den måde prøve at bygge en epx-uddannelse, som den kan ende med at se ud. Foto: Palle Nevad Frandsen

Maribo Gymnasiums arbejde med håndværker-hf har tiltrukket opmærksomhed i hele landet, og onsdag var Bjerringbro Gymnasium og Grundfos på besøg for at søge inspiration.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om den jyske stationsby Bjerringbro er godt en halv gang større end Maribo, så kan både byens gymnasium og den altdominerende arbejdsplads, Grundfos, sagtens lære noget af det, som man gør på Lolland.

Vi skal sikre, at der er plads til at de lokale forcer bliver udnyttet, og som gymnasium deler vi ikke bare interesser med Maribo, men vi deler et skæbnefællesskab.

Claus Kjeldsen

Derfor var csr-chef Jesper Kvistgaard fra Grundfos onsdag på besøg i Maribo sammen med en delegation fra Bjerringbro Gymnasium og direktøren for Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck.

Målet var at blive klogere på den håndværker-hf-linje, som Maribo Gymnasium har haft succes med at tilbyde sine elever. Her kan hf-eleverne blive klogere på livet som håndværker og måske på den måde fortsætte videre til en erhvervsuddannelse, efter studenterhuen er sat på hovedet.

Inspireret af Maribo

Håndværker-hf har blandt andet fået opmærksomhed fra undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og er blevet vist frem på det årlige Sorø-møde for fagpersoner fra uddannelsesverdenen. Der er en del sammenfald i tankerne bag det lollandske hf-tilbud og den nye epx-uddannelse, som skal erstatte blandt andet hf-retningen i 2030.

I Bjerringbro har rektor Claus Kjeldsen fra det lokale gymnasium, der på mange måder minder meget om Maribo, fundet inspiration i den lollandske tilgang og havde derfor taget initiativ til at besøge det midtlollandske gymnasium.

- Vi skal lade os inspirere af det, som man gør i Maribo, og de erfaringer, gymnasiet har gjort sig, forklarer den jyske rektor, som ser mange ligheder mellem de to gymnasier.

- Det er to mindre og agile gymnasier, for vores vedkommende er vi blot så heldige, at vi har Grundfos nærmest i baghaven. Det skal vi forsøge at udnytte med den kommende epx-uddannelse.

Fik lov at bygge en uddannelse

Tankerne bag epx er, at den skal trække unge ind og give dem en kombination af det boglige og faglige, og sende de unge videre til eksempelvis håndværkeruddannelser og professionshøjskolerne.

- Vi skal sikre, at der er plads til at de lokale forcer bliver udnyttet, og som gymnasium deler vi ikke bare interesser med Maribo, men vi deler et skæbnefællesskab, siger Claus Kjeldsen.

Ud over at høre om erfaringerne med håndværker-hf fik de jyske gæster også lov til at prøve at bygge en epx-uddannelse, som den måske kan komme til at se ud. En opgave som bestemt ikke er nem, hvis man både skal tilgodese de fag, som man på gymnasiet gerne vil prioritere, de unges mulige ønsker og det lokale erhvervsliv.

Epx-gymnasiet:

  • 1. Epx åbner i 2030. Elever kan begynde på uddannelsen  fra 2030 i en kombination af praktisk og teoretisk undervisning. 
  • 2. Med epx får unge mulighed for adgang til videregående uddannelser og erhvervsuddannelser. 
  • 3. Epx er for alle, der har bestået folkeskolen. Omkring 10.000 flere unge årligt får mulighed for at gå i gymnasiet.
  • 4. En række gymnasier uden for de større byer er udfordret af faldende ungdomsårgange. Med epx-reformen kan de opretholdes. 
  • 5. Der afsættes 5 milliarder kroner årligt til at drive epx samt 4,8 milliarder kroner i engangsinvesteringer til værksteder, nye faglokaler og udstyr.
Kilde: Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Hvordan uddannelsen helt præcist kommer til at se ud, er endnu ikke afgjort, men i både Bjerringbro og Maribo, er der et håb om at være godt forberedt til den bliver en realitet i 2030 - samt et håb om at de to gymnasier også får lov at udbyde den nye epx-linje.