Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

Borgerne i blandt andet Nakskov kan glæde sig over, at Lolland Kommune har Danmarks grønneste strøm. Arkivfoto: Anders Knudsen

Intet sted i Danmark er strømmen grønnere end i Lolland Kommune, viser nye tal fra Energinet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Grøn, grønnere, Lolland.

I hvert fald når det kommer til den strøm, borgerne i Lolland Kommune får fra deres stikkontakter.

Intet sted i Danmark udledes der mindre CO2 per kilowatt-time, viser nye tal fra det statslige energiselskab, Energinet, der ejer og driver dansk energiinfrastruktur

Og hvis man sammenligner Lolland med Horsens, der har den sorteste strøm, viser tallene en markant forskel.

Ved en produceret kilowatt-time udledte Lolland Kommune i 2023 10 gram CO2 pr. kilowatt, mens tallet er helt oppe på 128 i den jyske kommune.

Kan ikke bruge det hele

Faktisk er Lolland et af de steder i landet, hvor der produceres så meget grøn strøm, at borgerne ikke selv kan nå at bruge det hele.

I stedet bliver noget af strømmen sendt rundt til andre kommuner, og Jesper Abildgaard, vicedirektør i Energinet, mener, at elproduktionsanlæg skal til de sortere kommuner.

- De egne af landet, hvor der allerede er stor produktion fra vindmøller og solceller, er elnettet ofte allerede ”fyldt op”. Hvis kommende elproduktionsanlæg bliver placeret i de områder, hvor andelen af grøn strøm er lavere, er der en chance for, at de hurtigere kan blive tilsluttet elnettet – de ikke skal vente på, at elnettet bliver udbygget. Det vil være godt, fordi vores strøm hurtigere bliver helt grøn, og fordi det mindsker behovet for, at vores fælles elnet skal udbygges, fordi mere strøm bruges lokalt og ikke skal transporteres på tværs af landet,” siger Jesper Abildgaard, vicedirektør i Energinet og leder af afdelinger der arbejder med innovativ brug af data for at sætte skub i den grønne omstilling, i en pressemeddelelse fra Energinet.

Udover, at Lolland Kommune producerer den strøm med den laveste CO2-udledningen, kommer meget af strømmen også fra den lokale elproduktion. 88 procent af strømmen kommer fra den lokale produktion, og her er Lolland kun overgået af Lemvig Kommune med 91 procent, viser tallene fra Energinet.