Lolland får eftergivet 24 millioner kroner

Lolland Kommune slipper for at aflevere 24,1 millioner kroner fra dette års bloktilskud tilbage til staten.

Ifølge en pressemeddelelse fra Velfærdsministeriet skulle kommunen modregnes de mange penge, fordi den brugte flere penge på serviceudgifter end forventet sidste år.

Regeringen har besluttet at eftergive kommunerne deres merforbrug på serviceudgifts-regnskabet, og det kommer altså også Lolland til gode.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at vi kan konstatere en overskridelse af servicebudgetterne. Men vi kan så også konstatere, at det samlede regnskabs-resultat holder sig inden for den budgetterede ramme.
- Regeringen har derfor tilkendegivet over for Kommunernes Landsforening, at der nu vil blive taget initiativ til, at modregningen annulleres, siger velfærdsminister Karen Jespersen i pressemeddelelsen.

Beslutningen skal også ses i lyset af, at den økonomiske situation som følge af finanskrisen har ændret sig, siden loven blev vedtaget.

Guldborgsund Kommune får også gavn af regeringens beslutning. Helt præcist får Guldborgsund eftergivet seks millioner kroner.




OPDATERET: Kommunen bliver ikke modregnet i bloktilskuddet fra staten, selvom den overskred de budgetterede serviceudgifter sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret