Lolland holder fast ved rengøring hos ældre

Foto: Per Houby, arkivfoto

Lolland Kommune fastholder serviceniveau hos ældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Mens en stribe af danske kommuner under den omsiggribende corona-krise er begyndt at lukke ned for rengøring hos pensionister i eget hjem, er det ikke sket i Lolland Kommune.

- Foreløbig kan vi fastholde det hidtidige niveau af indsats i eget hjem, siger sektorchef Søren Wollesen.

- Der er ikke skåret ned i rengøring. Det er heller ikke nogen god ide. Det er sund fornuft at gøre rent, når man skal forhindre smittefare.

Anderledes ser det ud i en stribe andre kommuner ifølge en rundspørge, dagbladet Jyllands-Posten har foretaget.

I flere store kommuner i Jylland er man begyndt på at fjerne rengøringshjælpen. Rundspørgen viser, at Holstebro Kommune har indstillet rengøring og tøjvask hos 600 borgere fra onsdag i denne uge.

I Aarhus Kommune har man sløjfet rengøringshjælpen to uger frem for 3.000 ældre, ligesom den såkaldte klippekortsordning vil blive lukket.

I Vejle Kommune er der også lukket for rengøring hos halvdelen af de cirka 500 borgere, der er visiteret til denne hjælp.

I disse kommuner henviser man til smittefaren, men i Sundhedsstyrelsen anbefaler man at fortsætte rengøringshjælpen - netop for at forebygge smittefare.

- Det holder vi også fast i, så længe vi overhovedet kan, siger Søren Wollesen.

Lederen af kommunens beredskab forklarer, at der kan blive tale om indskrænkninger i eksempelvis rengøring, hvis situationen skulle tilspidse sig.

Det kan ske, hvis mange af de ansatte i sundhedssektoren bliver smittede af coronavirus eller bliver syge på anden vis.

Det kan også ske, hvis kommunen pludselig pålægges at tage sig af mange borgere, der udskrives ekstraordinært mange patienter fra sygehuset for at gøre plads til corona-smittede på intensiv-afdelingen i Nykøbing Sygehus.

Men foreløbig kan det lade sig gøre at opretholde det hidtidige niveau.

Der er ikke opstået ekstraordinært stort sygefravær iblandt personalet endnu, men kommunen er presset af flere ubesatte stillinger og med følgende brug af vikarer.

- Det er sund fornuft at blive ved med at gøre rent hos de ældre for at forebygge smitte med coronavirus.

Søren Wollesen, sektorchef, Lolland Kommune