Lolland kan lære af Sønderjylland: Sådan får de liv i landsbyerne

Erhardt Tonnesen, som var aktiv i den nu nedlagte Sydøst-klynge, tog initiativet til borgermødet i Holeby om, hvordan landsbyer kan blomstre og tiltrække tilflyttere. Arkivfoto: Birgitta Andersen

Sønderjyske kommuner har folk ansat til at binde landsbyer, foreninger og politikere tættere sammen. Landsbyerne blomstrer og navnlig tyskere flytter til Sønderjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis landsdistrikterne skal komme til ære og værdighed igen, skal der kommunale kroner og engagement på bordet.

Det er konklusionen efter et møde for nylig i Holeby Medborgerhus.

Her var tre eksperter fra Sønderjylland, Ingebeth Clausen, der er formand for Smøl Landsbylaug, landdistriktskoordinator Karin Lorenzen Kjærgaard fra Tønder Kommune og hendes kollega i Sønderborg Kommune, Connie Mark Skovbjerg, inviteret til at fortælle om, hvordan de arbejder med at integrere EU-borgere i landdistrikterne og hvordan kommunalt engagement i at udvikle landsbyerne kan foregå.

Det vi kan lære af de sønderjyske erfaringer, er, at der skal kommunal opbakning til, for at få landdistrikterne på fode igen.

Erhardt Tonnesen, Holeby

Oprettelsen af lokalråd begyndte efter kommunalreform i 2007. Kommunalbestyrelserne besluttede at oprette lokalråd i alle landsbyer og der er kommet flere tid siden.

Hvis der i et lokalområde skal nedlægges for eksempel en skole, debatteres det med lokalrådet, og det aftales om der skal gives kompensation til landsbyen.

Klima-tilflytter

Ifølge de tre eksperter, har tyskerne vendt blikket mod Danmark. Det mærker de i Sønderjylland, hvor de oplever stor interesse fra udlændinge, der bosætter sig i området.

Tyskerne er glade for det danske skolesystem og den uformelle omgangstone, hvor man er dus med en professor.

Men der er også et eksempel, at klima-tilflyttere søger mod de sønderjyske kommuner.

En familie fra Stuttgart er flyttet til det sønderjyske efter at have oplevet stigende temperaturer og voldsomme oversvømmelser i Tyskland.

Lære af erfaringerne

Det er Erhardt Tonnesen, som var aktiv i den nu nedlagte Sydøst-klynge, der havde taget initiativet til borgermødet i Holeby, om, hvordan landsbyer kan blomstre og tiltrække tilflyttere.

- Det vi kan lære af de sønderjyske erfaringer, er, at der skal kommunal opbakning til, for at få landdistrikterne på fode igen, siger han.

De to kommuner har ansat landdistriktskoordinatorer, som er bindeled mellem landsbyerne, foreningslivet og politikerne.

Ingen tomme boliger

Anstrengelserne ser ud til at virke. I landsbyerne mærkes den øgede tilflytning og de nye borgere køber hus, så der er ingen tomme boliger. I flere landsbyer er der op til 15 procent udenlandske tilflyttere.

- Målet er at få en anden tilgang til, hvordan vi kan udvikle landdistrikterne og hvordan vi tager imod tilflytterne, siger Erhardt Tonnesen.

I Lolland Kommune bor 46 procent af borgerne udenfor de to centerbyer, Maribo og Nakskov.