Lolland Musikskole får sit helt eget Hollywood
Det bliver nemt dystert, når de unge skal lave film. Her er en scene fra en stumfilm, som blev lavet i løbet af musikskolens skabende uge. Foto: Lolland Musikskole
Foto: Lolland Musikskole
I de næste tre år vil kameraerne snurre på musikskolen i Maribo, der har fået penge til et treårigt filmprojekt.
Violiner, vokaler og trommer går nok aldrig af mode, men Lolland Musikskole kan også byde på kulturelle tilbud i en helt anden genre. Allerede sidste år blev der åbnet for et hold for unge, der har lyst til at arbejde med film, og musikskolen har netop fået en bevilling som gør, at filmholdet kan fortsætte i tre år.
På den måde lærer de også at vente, og jeg oplever virkelig, at der er nogle som får deres 15 minutes of fame, når det er deres tur til at arbejde med en opgave.
Jonas Kamper Jørgensen
For underviser Jonas Kamper Jørgensen, der også har almindelig musikundervisning på skolen, giver filmholdet mulighed for at tage børn og unge ud på rejser, hvor de bliver sat overfor opgaver, som de ellers ikke møder i hverdagen.
- Blandt andet får de nogle it-færdigheder, fordi de kommer til at bruge computeren på helt nye måder, og de kommer til at arbejde med et kamera og nogle fagudtryk, som er meget anderledes end dem, som de ellers kender, forklarer han.
Vælger selv rollerne
Filmholdene udbydes gennem skolerne, og da man sidste år for første gang prøvede idéen af, var modtagelsen overvældende.
Der var så stor rift om at blive en del af filmprojektet, at der var skoler, som endte som backup, hvis andre skulle springe fra.
Filmtilbuddet er tilpasset de forskellige årgange, så man i 0. klasse har arbejdet med det, som de kalder magisk film, mens man i de større klasser har bevæget sig rundt om eksempelvis dokumentar- og kortfilm. På de kommende hold skal der blandt andet arbejdes med stop motion-film. Gennemgående for alle projekter er, at eleverne får forskellige roller i produktionen.
- Nogle står bag kameraet, andre er skuespillere, og så er der eksempelvis nogle, som skal redigere det hele til slut. På den måde lærer de også at vente, og jeg oplever virkelig, at der er nogle, som får deres 15 minutes of fame, når det er deres tur til at arbejde med en opgave, forklarer Jonas Kamper Jørgensen.
Masser af latter
Især skuespillerne skal lære, at de er en bestemt karakter, når de træder foran kameraet, og det er også noget, som lige skal læres. De skal leve sig ind i det, som de spiller.
- Nogle gange synes de, at det er megapinligt, og der er masser af optagelser, hvor vi ender med bare at grine alle sammen.
Men det er langt fra bare sjov og ballade hele tiden, når der laves film. Eleverne kan tage en masse ting med videre til deres almindelige skolearbejde.
- Vi arbejder med problemløsninger på en helt anden måde, end de ofte er vant til i skolen eller hverdagen, men de lærer en masse. Eksempelvis når der er en lang samtale, som kan være svær at huske i hovedet for skuespillerne, men hvor de så må finde andre metoder. Det kan eksempelvis være ved at skifte kameravinklen, siger Jonas Kamper Jørgensen.
Hang til gys og gru
Selv holder han meget af filmarbejdet, som han også har erfaring med fra Filmfabrikken i Vordingborg. Det er også gennem den, at der er kommet midler til at fortsætte arbejdet med den filmpædagogiske indsats. Han kaldet det både givende og hyggeligt at møde de unge omkring et filmarbejde, som sker på deres principper.
Når han bliver spurgt, om der er noget, som overrasker ham ved arbejdet med skoleelever og film, så kommer svaret prompte.
- Hvis jeg ikke er med i processen med at vælge genre, så falder valget altid på gyserfilm, og der kommer til at indgå en mørk kælder i filmen, siger han og griner.
- Jeg har nærmest fået en spidskompetence med at lave gyserfilm i kældre, og det var virkelig overraskende, at unge er så meget til gys og gru. Jeg prøver så at skubbe dem i retning af noget mere socialrealistisk, hvor det eksempelvis handler om venskaber. Det rammer nok bedre i de ældre klasser, hvor handlingen gerne må kunne føles i deres hjerter.
De kommende filmhold starter i løbet af foråret.