Lolland skal spare 70 millioner

Cheferne i Lolland Kommune forudser "et betydeligt pres på udgifterne" i 2009, med mindre der allerede nu skrides ind.

Kommunens økonomiudvalg fik i går forelagt et omfattende sparekatalog. Det anviser besparelser på driften på 40 millioner kroner, lige som det ved hjælp af låne-omlægninger og udskydelse af anlæg vil forbedre likviditeten.

Kommunaldirektør Thomas Knudsen og borgmester Stig Vestergaard siger samstemmende, at de 40 millioner skal findes på områder, der ikke gør ondt på borgerne. Borgmesteren understreger, at fagudvalgene kan bremse de tiltag, der rammer nogen.

Direktionen varsler allerede nu, at den i april vil forelægge udvalgene yderligere spare-ideer for 30 millioner kroner.

Og de kan blive svære at finde. Borgmesteren står fast på det løfte, han gav, da omfattende nedskæringer på ældreområdet blev afværget i januar.
- De svageste må ikke blive ramt af besparelserne, siger Stig Vestergaard.




Lolland Kommunes direktion fremlægger nyt sparekatalog, der rammer stort og småt.

Offentliggjort Sidst opdateret