Lolland Varme Øst stiftet
Forening vil arbejde for billigere fjernvarme fra Lolland Varme og kræver forbrugerrepræsentation
BANDHOLM Svanevigcentrets hal var i aftes rammen om stiftelsen af en ny forening: Lolland Varme Øst.
Foreningen henvender sig til kunder i det østlige område hos Lolland Varme, der er skuffet over udviklingen af blandt andet fjernvarmepriserne hos Lolland Varme. Foreningen vil derfor arbejde for at få billigere varme.
Poul Erik Korneliusen dirigerede slagets gang på generalforsamlingen, der forløb hurtigt og uden de store debatter. Poul Erik Korneliusen trådte dog for en stund til side, da det kom til valg af bestyrelsesmedlemmer, da han selv stillede op i bestyrelsen.
Der var lagt op til at få mellem fem og syv medlemmer i bestyrelsen. Det gik dog lidt trægt med at finde folk til de forskellige poster. Foruden de tre, der stillede op fra initiativgruppen bag foreningen, Poul Erik Korneliusen, Gitte Arvegaard og Asger Lund, blev der fra forsamlingen fundet Poul Nielsen og Flemming Huusom, og bestyrelsen endte derfor på fem medlemmer. Som revisor blev der efter lidt tovtrækkeri fundet Kirsten Matthiesen og Leif Nielsen.
Til slut godkendte forsamlingen følgende udtalelse, der bliver sendt til de forskellige partiers spidskandidater, som stiller op til kommunalvalget:
"Vi er chokerede over, at vores fjernvarmepris på mindre end to år er steget med 40 procent. Vi blev lovet billigere varme end vores oliefyr jævnfør Lollands Forsynings orientering på YouTube og afholdte informationsmøder. Vi er blevet en del af en konflikt mellem Refa, Maribo Varme, som vi ikke blev orienteret om, før vi skrev under på leveringsaftaler med Lolland Varme. Lolland Varme følger ikke op med information til de direkte berørte forbrugere. Det er vanskeligt at få indsigt i de dokumenter der ligger til grund for prisstigningerne. Vi forlanger, at Lolland Varme begynder at behandle os som kunder. Vi stiller krav om forbrugerrepræsentation i Lolland Varmes bestyrelse.", skriver den nye forening.
Foreningen kunne gå fra den stiftende generalforsamling med knap 50 nye medlemmer.
Hos initiativtagerne var der tilfredshed med både god ro og orden samt aftenens fremmøde.
- Jeg synes, fremmødet var okay. Vi har svært ved at kommunikere med dem, der er lidt længere ude. Men jeg kan se, at hovedparten af dem, der var mødt op, har meldt sig til, og det er næsten vigtigere, fortæller Poul Erik Korneliusen fra den nye bestyrelse, der allerede næste torsdag holder første bestyrelsesmøde.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned