Lollands alger får halv million kroner fra Spies

Rejsedronningen Janni Kjær og klima- og energiminister Connie Hedegaard overrakte i dag Simon Spies Fondens klimapris på en million kroner.

Puljen var på forhånd øremærket til at starte innovative klimaprojekter eller hjælpe eksisterende projekter med at komme i produktion.

Ud af de 43 ansøgninger har komitéen valgt at begunstige fire projekter, hvor Lollands Kommune blev prisens største vinder og kunne stikke 500.000 kroner i lommen til projektet "Alge Innovation". Projektet har fokus på klimatilpasning, kystbeskyttelse, udvikling af grøn teknologi, renere havmiljø samt algeproduktion til biomasse. Lolland har blandt andet etableret "algebassiner" ved Onsevig, og blandt andre forskere fra NASA er meget interesseredei i at teste produktion af alger i forbindelse med havvindmølleparkerne rundt om Lolland.
 
Lolland er vært for en stor konference om alger som biomasse sidst i april, hvor en lang række forskere, økonomer og politikere kommer til Lolland for at snakke om alger.
På en tidligere konference på Lolland forklarede forsker Jonathan Trent fra NASA blandt andet, at hvis alle verdens rutefly fløj på biodiesel fra sojabønner, ville dyrkningen af sojabønnerne kræve et areal på størrelse med Europa. Brugte flyene i stedet biodiesel fra alger, kunne man nøjes med et dyrkningsareal på størrelse med Belgien.
 
Ud over Lollands Kommune har Fionia Lightning fået 150.000 kroner til et projekt om belysning i væksthuse, der kan give store energibesparelse.
Endnu et belysningsprojekt er blevet præmieret; firmaet Out-siders har fået 150.000 til solcelledrevet gadebelysning. Prisens sidste modtager er Roskilde Festivalens "Green Steps Tour", der modtager 200.000 kroner til en turné med klima- og energirelaterede aktiviteter.





Janni Kjær og klima- og energiministeren overrakte i dag Simon Spies Fondens klimapris på en million kroner. Halvdelen gik til Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret