Lollands bedste pakkeshop? Det mener flere lollikkere

Meny i Nakskov er Region Sjællands bedste Bring-pakkeshop i følge brugerne. Foto: Bring Danmark

Gennem det seneste år har pakkeshoppen modtaget så gode anmeldelser, at det nu er den bedste i Region Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi kender det alle. Hurtig søgning, føj til kurv og swipe. Festtøjet, airfryeren eller byggematerialet er bestilt.

Beskeden tikker ind. "Din pakke er ankommet". For flere lollikker betyder det, at man kan hente sin pakke hos Region Sjællands bedste Bring-pakkeshop.

- Vi er enormt glade og stolte af personalet, og vi vil stræbe efter at få en topplacering igen i 2025, fortæller Jørgen Engel, som er uddeler hos Meny i Nakskov.

Han pointerer, at pakkerne fylder mere og mere i hverdagen, og at butikken i dag har planer om at udvide på grund af dem.

- I fremtiden har vi et stort ønske om at få udvidet pakkeshoppen, da pakkerne mere og mere begynder at tage vores lagerplads, siger uddeleren.

3,8 pakker

Meny i Nakskov er ikke de eneste, der oplever, at pakker begynder at fylde mere. Internethandel boomer lige nu i Danmark.

I 2024 handlede 81 procent af danskerne hver måned online. Og vi handler ikke kun en pakke, når vi er i gang. En rapport fra danskernes e-commerce tracker, som er lavet af Dansk Industri, viser, at danskerne bestiller 3,8 pakker om måneden, i gennemsnit.

Derfor er det vigtigt, at personalet i pakkebutikkerne ved, hvordan de skal håndtere de mange kasser.

- Næsten alle medarbejdere har stor viden om håndteringen af pakker, og det hjælper rigtig meget, at det ikke kun er to-tre folk, som kan håndtere pakkerne, forklarer Jørgen Engel.

Butikken fik udleveret diplomet for bedste pakkeshop torsdag 6. februar. Foto: Bring Danmark

Ekstra personale

Viden er ikke den eneste grund til, at Meny i Nakskov placerer sig højt på ranglisten over de bedste pakkebutikker.

- Vi har også brugt flere lønkroner på ekstra personale således at den stigende pakkemængde kan håndteres lige så hurtigt som før, siger butikschefen.

Butikkerne kan sagtens forvente et stort pres på pakkefronten. I 2024 brugte danskerne 133 milliarder kroner på onlinehandel, og Region Sjælland var den region, hvor folk købte flest pakker.

Meny Nakskov rangerer højest af de sjællandske Bring-filialer med en forbrugerscore på 4,71 ud af 5. Scoren er beregnet ud fra borgeres oplevelser af stedet. Selvom butikken ligger nummer et på Sjælland, er det "kun" landets ottende bedste Bring-pakkeshop.