Lollands nye ugeavis udkommet

Bladchef Søren Navne glæder sig over at stå med det første eksemplar af Ugeavisen Lolland, som trykkes i Ørslev. Foto: Ingrid Riis

I disse dage lander Ugeavisen Lolland i postkasserne.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND "Vi favner Lolland". Sådan lyder sloganet for Danmarks nyeste ugeavis, der med base i Nakskov og Maribo nu skal dække hele Lolland - med et oplag på knap 30.000 eksemplarer.

Det er en stor nyhed på Lolland, hvor man har modtaget to forskellige ugeaviser i postkassen. Lollands-Posten har dækket Maribo og området øst for Søllested, mens Extra Posten har dækket Nakskov og det vestlige Lolland.

Opdelingen har været meget fint i tråd med handelsbyernes opland. Lollands-Posten har derfor kun undtagelsesvist omtalt begivenheder i Nakskov, mens Extra Posten kun sjældent har omtalt begivenheder i Maribo. Og det på trods af, at der kun er omkring 25 minutter i bil mellem de to byer.

Søren Navne, der er bladchef for den nye ugeavis, synes derfor, at det giver rigtig god mening at samle hele Lolland i én avis.

- Reelt er det jo ærgerligt, hvis man som borger i Nakskov en weekend tror, at der ikke rigtigt sker noget spændende hernede, selv om der rent faktisk er jazzfestival lige ovre i Maribo. Så kører folk måske helt til Nykøbing, Næstved eller København, hvis de vil ud at høre musik den weekend. Med Ugeavisen Lolland er det ambitionen at sikre borgerne et tilhørsforhold til hele Lolland, og vi tror på, at vi kan være med til at gøre den forskel, siger bladchefen, der på annoncesiden oplever stor interesse for projektet - også fordi annoncørerne nu når ud til et dobbelt så stort publikum.

Redaktionelt har avisen sat sig det ambitiøse mål, at den skal give overblik. Det gælder både i forhold til kommende kulturelle begivenheder og i forhold til den traditionelle journalistik med politistof, politik, debat, nyheder og baggrund.

I den sammenhæng har redaktionen taget kontakt til en række af de mange lokale ildsjæle, der er med til at udvikle Lolland erhvervsmæssigt og kulturelt.

Redaktør for Ugeavisen Lolland, Daniel Brøns, siger:

- Avisen er naturligvis med til at samle Lolland, når vi skriver om de ting, som sker i området, men vi skaber et endnu større engagement omkring mediet, når læserne selv kommer til orde i spalterne. Derfor har vi afsat plads til debat og en klumme hver uge.

Daniel Brøns oplyser, at avisen planlægger flere større interviews og reportager fra området.

Desuden ser han gerne, at avisen med mellemrum kan være undersøgende og dermed sætte den offentlige dagsorden.