Når Lone Kargo vil handle og hygge i det centrale Nakskov om lørdagen, må hun kigge langt efter en bybus. Den kører nemlig ikke i weekenden.
Den 74-årige kvinde er ellers en gæv type. Hun hører P3 og har en maleklub i sit hjem i Søhusene. Men gåturen ind til centrum er lige i overkanten.
- Jeg kan godt gå ind til bymidten, men jeg kan ikke klare hjemturen, siger Lone Kargo.
Hun ærgrer sig over, at især ældre er afskåret fra at tage del i lørdagslivet og musikken, når bybussen er blevet parkeret.
Jeg kan godt gå ind til bymidten, men jeg kan ikke klare hjemturen.
Lone Kargo
- Når vi møder en Movia-medarbejder, der spørger os, om vi er tilfredse med serviceniveauet, bliver hun sur, når vi alle sammen nævner, at vi ønsker os busser om lørdagen, siger Lone Kargo.
Annonce
Strandparadis uden busser
Også i Kramnitze er den gal med den offentlige transport.
Købmand Janne Hansen, der også driver cafeen Farmors Stuer, vil have bussen til at svinge forbi ferieparadiset.
- Med alle de planer, der er om store ferieresorter, skal der styr på busdriften, offentlige toiletter og handicapramper, siger Janne Hansen.
Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), har en vision om at finde investorer, der vil lægge penge i at udvikle et strandparadis på Lollands sydkyst for at tiltrække især tyske turister.
Med alle de planer, der er om store ferieresorter, skal der styr på busdriften, offentlige toiletter og handicapramper.
Janne Hansen, købmand i Kramnitze
Borgermøde om busser
Den nye køreplan for 2022 og 2023 er for tiden i høring, og Lolland Ældreråd har blandt andet konstateret, at der mangler busser om aftenen og i weekender i Nakskov og Maribo.
Derfor har Ældrerådet arrangeret et borgermøde, hvor busselskabet Movia vil svare på spørgsmål om Flextrafik, som er et alternativ til de almindelige busruter.
Formanden for Ældrerådet i Lolland Kommune, Karen Zubari, mener, at Lone Kargos problemer med manglende busser om lørdagen viser, hvor lidt borgerne kender til junglen af tilbud, som Flextrafik tilbyder.
Selv om borgermødet handler om Flextrafik og ikke bybusser, vil emnet blive nævnt.
Annonce
- Det kan vi slet ikke undgå, for det er virkelig et stort problem for de ældre, siger Karen Zubari.
Besparelser
Hverken Lone Kargo eller Ældrerådet skal forvente, at der kommer flere bybusser i Nakskov og Maribo om lørdagen.
Byrådet har for flere år siden besluttet at spare på busdriften.
Alternativet er at bruge Flextrafik.
Borgermøde om Flexbus
Borgermødet om Flextrafik finder sted tirsdag 25. oktober klokken 19.00 til cirka klokken 21.30 i Mødesalen på Nakskov Bibliotek, Søvej 8. Der er gratis adgang og lidt koldt at drikke. Tilmelding er ikke nødvendig
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker