Lotte og Ellen satte fokus på stilhed på Æblets Dag

Lotte Rosenkilde (til venstre) og Ellen Jepsen har lavet årets æblemosaik til Æblets Dag på Fejø. Mosaikken har fået titlen "Stilhed". Foto: Anna C. Møhl

Rigtig mange mennesker havde lørdag taget turen til Fejø for at deltage i Æblets Dag. Årets æblemosaik havde fokus på et stille emne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fejø var pyntet op til fest, og særligt omkring Dybvig Havn stod det meste lørdag i æblets tegn.

Den første lørdag i skolernes efterårsferie er nemlig traditionen tro Æblets Dag på den frugtglade ø, og det fik rigtig mange mennesker til at tage færgen fra Kragenæs til Fejø for at deltage i festlighederne i det gode vejr.

Et af de faste holdepunkter på Æblets Dag er afsløringen af årets æblemosaik - et kunstværk skabt alene af æbler fra øen.

I år var den opgave lagt i hænderne på Lotte Rosenkilde og Ellen Jepsen. De havde brugt mellem 3.000 og 4.000 æbler fra otte forskellige sorter til at lave årets mosaik, som har fået titlen "Stilhed". For alle har brug for stilhed og for at kigge ud på horisonten engang imellem, forklarer de.

I videoen herover kan du høre de to kunstnere fortælle mere om værket og om, hvordan det skifter en smule udseende i løbet af de kommende uger, efterhånden som æblernes forrådnelsesproces sætter ind.

Mosaikken måler cirka to gange tre meter, og æblerne er sat fast med søm, så værket ikke pludselig falder fra hinanden.

Der var masser af boder med forskellig frugt og andet på havnen i Dybvig, og det lokkede mange interesserede til. Foto: Anna C. Møhl


Foto: Anna C. Møhl