LUFTHAVN TRÆKKER FLERE TYSKE TURISTER TIL

Flere turister er i år landet på Lolland-Falster Airport end tidligere. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lolland-Falster Airport har i år set næsten en fordobling af udenlandske flyvninger til lufthavnen. Flyvningerne har hovedsageligt været tyske turister, der har besøgt og overnattet på Lolland-Falster, fortæller lufthavnschef.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Tyske flyvende turister har i høj grad fået øjnene op for Lolland-Falster og Lolland-Falster Airport i år.

Sidste år havde den lokale lufthavn 53 ankomster af fly fra udlandet, primært Tyskland, og det tal ligger indtil videre på 105 - en næsten fordobling.

- Det har været deciderede turister, der er fløjet herop og har taget en overnatning eller to på hotel eller sommerhus i lokalområdet. Det begynder faktisk at blive interessant. Der ser jeg en tendens til, at der fortsat sker en stigning, fortæller lufthavnschef hos Lolland-Falster Airport, Hans Mouszynski, og fortsætter:

- Der er flere, der har fået øjnene op for, at man måske bare kan flyve herop, parkere flyveren en dags tid, tage ud og få en overnatning og så flyve videre og tage en overnatning et andet sted.  Jeg har før set de fartøjer, når de skulle til Sverige, Nordjylland eller Norge og overnatte. Men det er en ny interessant drejning, at de også begynder at have Lolland-Falster med i stedet for kun at flyve videre.

Når jeg har piloter på besøg, så har de hørt god omtale om området.

Hans Mouszynski, lufthavnschef hos Lolland-Falster Airport

Dette skyldes blandt andet, at lufthavnen og området har fået et godt renomme.

- I de tilbagemeldinger, jeg får, er Lolland-Falster Airport meget positivt omtalt i privatpilot-kredsene nede i Tyskland. Når jeg har piloter på besøg, så har de hørt god omtale om området, fortæller Hans Mouszynski.

En mindre stigning

Samlet set har der frem til august i år været 4.979 operationer mod 4.919 operationer i 2021, hvilket er en mindre stigning på 60 operationer. Operationer kan være både flyvninger til og fra lufthavnen.

Lolland-Falster Airport og Lolland-Falster bliver godt omtalt i privatpilotkredse i Tyskland, fortæller lufthavnschef hos Lolland-Falster Airport, Hans Mouszynski. Arkivfoto: Anders Knudsen

Tidligere på året blev en opgradering af Lolland-Falster Airport sat på pause, der ville muliggøre instrumentflyvning til lufthavnen, som i højere grad bruges under erhvervsflyvning.

Instrumentflyvning gør det muligt at flyve i al slags vejr, hvor man med visuelle flyveregler, som opererer med i dag, kun kan flyve under typisk godt vejr.

Dette rammer dog ikke lufthavnen hårdt.

- Der var lavet en undersøgelse om, at der skulle komme så og så mange ekstra flyvninger. Problemet er bare, at det billede viste sig ikke at være helt retvisende. Besværliggørelsen ved opgraderingen og det økonomiske gjorde, at vi simpelthen blev nødt til at sige, at det ikke er den vej, vi skal gå, fortæller Hans Mouszynski og fortsætter:

- Men når det så er sagt, er det stadig muligt at lande her erhvervsmæssigt. De fleste dage, selv næsten på dårlige dage, vil det stadig være muligt at lande på Lolland-Falster Airport. Så det er ikke, fordi vi siger, at nu er det ikke muligt at flyve hertil mere, for det er det absolut.

Turistflyvninger

Det kommer derfor heller ikke til at kunne mærkes på de stigende turistflyvninger, fortæller lufthavnschefen.

- Færgeflyvninger, hvor man bare lander, tanker og flyver videre, skoleflyvere, privatflyvere eller turistflyvninger er jo interesseret i at komme på dage, hvor solen skinner. Der er jo ikke nogen, der gider at tage på ferie et sted, hvor det er enten regnvejr eller dårligt vejr. Det vil vi jo nok helst allesammen, når det er godt vejr. Så det er også primært på de gode dage, at de kommer, siger Hans Mouszynski.