Lukket skole på vej mod konkurs

Reventlow Lille Skole. Foto: Claus Hansen

Frie Skolers Lærerforening forbereder nu en konkursbegæring af Reventlow Lille Skole.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED Medarbejderne på den netop lukkede Reventlow Lille Skole har ikke fået udbetalt deres løn for maj. Det drejer sig om i alt otte medarbejdere: lærere, pædagoger, en skolesekretær og en pedel, oplyser formanden for skolebestyrelsen, Mette Kruse Jørgensen.

Det har afstedkommet, at Frie Skolers Lærerforening nu er gået i gang med at forberede en konkursbegæring af skolen på vegne af sine medlemmer.

- Jeg har fået besked om, at der er nogle af vores medlemmer, som ikke har fået deres løn, så vi regner med at begære skolen konkurs. Vi er i hvert fald gået i gang med at forberede en konkursbegæring, fortæller formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup.

Der skal nemlig en konkurs til, for at medlemmerne kan få dækket deres løn af Lønmodtagerens Garantifond (LG). Lærerforeningen vil desuden tilbyde at hjælpe sine medlemmer med at udfylde papirerne til LG.

- Det er nemlig ikke helt enkelt, påpeger han.

Da der kan gå lang tid med at konkursbehandle, tilbyder lærerforeningen derudover sine medlemmer at låne penge, indtil de kan modtage penge fra LG.

- Der kan nogle gange gå op til et halvt år, oplyser han.

Ikke rimeligt

Situationen er ikke uvant for Frie Skolers Lærerforening.

- Det hænder engang imellem, at vi må begære skoler konkurs.

Han finder det dog principielt problematisk, at det er lærerforeningen, der bliver tvunget til at konkursbegære de skoler, hvor Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) fjerner tilskuddet på baggrund af en påtænkt afgørelse - som i tilfældet Reventlow Lille Skole.

- Vi havner i en situation, hvor det ender med at være os, der eksekverer lukningen, ikke Stuk - og det sker vel at mærke, inden den endelige afgørelse er faldet, siger han.

- Det kunne ellers godt tænkes, at skolen gav nogle høringssvar, der fik Stuk til at sige: Det er nogle gode svar, skolen er kommet med. Men dér er det for sent, siger han.

Han oplyser, at lærerforeningen har henvendt sig til ombudsmanden ad flere omgange med problematikken, men foreløbig uden held.

- Jeg er med på, at Stuk ikke vil smide gode penge efter dårlige, men det er urimeligt - og et retssikkerhedsmæssigt problem.

Skolebestyrelsesformanden er glad for, at alle medarbejderne på Reventlow Lille Skole ser ud til at kunne få dækket deres manglende løn fra LG. For skoleleder Mette Green er der dog ingen hjælp at hente, idet LG netop kun hjælper lønmodtagere, ikke ledere.

- Hun mister både løn, pension og feriepenge i sit halve års opsigelsesvarsel, fortæller skolebestyrelsesformand Mette Kruse Jørgensen.

Skolen kunne faktisk også have begæret sig selv konkurs. Det var dog ikke en reel mulighed, oplyser hun.

- Det krævede, at vi kunne stille en garanti for skifteretten på 40.000 kroner til dækning af kurator og behandling af konkursbo, og det ville banken ikke frigive, fortæller hun.

Solgte ud

Hun betoner, at skolen ved salg af inventar fra biblioteket, møbler og bord-bænke dog nåede i mål med at få sine betalt sine regninger for køb af træpiller, kontorartikler og madvarer.

- Vi har solgt ud og brugt pengene på at betale de lokale leverandører, som skolen har benyttet, fortæller hun.

Læs også artiklen"Bekymret mor: Han kommer til at plumpe lige tilbage" fra onsdagens Folketidende