Lytter til buspassagerer

Bybuslinje 713 nedlægges måske. Foto: Jan Knudsen

Fremtidig bybuskørsel i høring: Flere busser tidligt og sent - og sommerbus til strand .

Offentliggjort Sidst opdateret

Ændringerne ligger to et halvt år ude i fremtiden - nemlig med ikraftræden fra august 2021 - men der skal allerede nu træffes beslutning om den fremtidige bybuskørsel i Nakskov og Maribo by, da Movia skal have kørslen i udbud.

Borgerne ønsker merkørsel om aftenen og i weekenderne på nogle af bybuslinjerne, og kommunnen har ligeledes fået et ønske om buskørsel til Hestehoved strand i Nakskov i skolesommerferien samt sankhans-aften.

Politikerne i teknisk udvalg havde på deres møde onsdag et forslag til fremtidig bybuskørsel i Nakskov og Maribo til behandling, men ønsker at høre Ældreråd, Handicapråd og Udsatterådet samt borgerne, før ændringerne godkendes.

- Desuden vil vi også gerne have nogle passagertællinger at forholde os til, inden vi træffer den endelig belsutning, siger udvalgsformand Gert Mortensen (S).

Vil nedlægge buslinje

Om bybuslinje 711, 713 og 714, der kører i Nakskov by på hverdage med halvtime-drift i tidsrummet fra kokken 06.50 til klokken 17.44, foreslås det:

Bybuslinje 711: Uændret ruteføring. Fremover køres timedrift fremfor i dag halvtime-drift. Der etableres en ekstra tur om morgenen klokken 06.20, således at bus og tog kan benyttes til job, for eksempel i Maribo og Nykøbing. Der køres to ekstra ture om aftenen, så pendlere kan benytte tog og bus hjem. Der er ingen weekendkørsel i dag. Borgerservice/Biblioteket i Nakskov foreslås fortsat betjent af bybuslinje 711.

Bybuslinje 712: Ny bybuslinje, der vil køre fra Nakskov Station til og fra Hestehovedet i de seks ugers skolesommerferie med 10 ture på hverdage samt sankthans-aften.

Bybuslinje 713: Nedlægges, da der kun er få passagerer. Den betjener Højevej-kvarteret. Derved spares 955 timer (budget 2019). Køreplan-minutterne bruges på blandt andet buslinje 711 i stedet for, da den buslinje har et større passagerpotentiale.

Bybuslinje 714: Ingen ændringer. Axeltorv i Nakskov betjenes fortsat ikke af bybusserne.

Omlægningen af bybuslinjerne i Nakskov vil give en bedre udnyttelse af bybusserne, da der er et større potentiale af passagerer på bybuslinje 711 end på bybuslinje 713 og 714. Det kan give øgede billetindtægter med uændret køreplansudgifter, lyder det i indstillingen fra administrationen.

Bybuslinje 721 kører i Maribo by. Busserne kører på hverdage med timedrift i tidsrummet fra klokken 07.22 til klokken 14.59. Bybuslinje 722 kører fire gange dagligt fra Maribo Station via Hunseby til Blæsenborgsskolen.

I Maribo foreslås følgende ændringer:

Bybuslinje 721: Fremtidigt får denne bybuslinje en reduceret linjeføring, idet Bangshave centret i Maribo ikke længere betjenes. I stedet må passagerne benytte bussen på Rødbyvej ved Falck. Der indsættes en ekstra morgentur og to ekstra eftermiddagsture.

Bybuslinje 722: Antal ture øges fra fire ture til seks ture.

"Grønne busser"

På teknisk udvalgs novembermøde har politikerne allerede besluttet, at der for Nakskov by ønskes en "grøn løsning." Det vil sige et tilbud på kørsel med fossilfrit, nul-emission og gasdrevne busser.

Udvalget ønsker også at modtage et alternativt tilbud på gasdrevne busser for hele kommunen.