Mads Langer-afløser fundet: X Factor-kendis spiller på lollandsk festival

Andreas Just Karberg (tv) er lykkelig for at have fundet en stærk afløser for Mads Langer. Foto: Maria Glasius Lange

Whitsun fik pludselig travlt, da popsanger Mads Langer trak sig fra den lollandske festival. Nu er afløseren fundet, og der er tale om en erstatning, der i dén grad begejstrer festival-direktør Andreas Just Karberg, som ikke er bleg for at kalde programmet for det bedste i festivalens historie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag måtte Whitsun meddele, at Mads Langer alligevel ikke kommer og spiller på årets festival i Christianssædes slotspark, efter popsangeren har aflyst hele sin sommerturné.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Personligt havde jeg glædet mig til at høre ham, sagde festival-direktør Andreas Just Karberg i forbindelse med aflysningen.

Læs også: Mads Langer aflyser koncert på Lolland: - Kan ikke nå at blive klar

Onsdag kan festivalen så præsentere afløseren, der snor sig ind fra højre og overtager scenen. Noget, der ligger i en helt anden boldgade.

Slangehug på scenen

Det bliver nemlig rockbandet Hugorm anført af tv-aktuelle X Factor-dommer Simon Kvamm, der skal sætte fut under publikum i barokhaven pinsedag, 8. juni.

- Hugorm er jo et kæmpe navn. Det er et rigtig fint navn at få ombord. Det er dansk, og det er populært, siger Andreas Just Karberg.

- Han (Simon Kvamm, red.) er en af dem, jeg virkelig har gået og luret på gennem årene. Så får vi lige med ham måske noget mere rocket, ligesom vi tidligere har haft Tim Christensen, der gav den gas med sin guitar, siger Whitsun-direktøren.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Simon Kvamm udgør sammen med guitarist Morten Gorm (midten) og trommeslager Árni Bergmann (th) bandet Hugorm. Pressefoto

Da Mads Langer-afbuddet landede på hans bord for to ugers tid siden, skulle der hurtigt findes en afløser.

- Det foregik ved, at jeg blev kontaktet af en bred vifte af musik-bookere. Så lige pludselig væltede det ind med nogle forskellige muligheder. Der må jeg sige, at Hugorm var en mulighed, som passede perfekt i programmet.

Whitsun 2025

Finder sted søndag 8. juni 2025 i parken ved Christianssæde Herregård på Lolland. 

Musikprogrammet byder på:

  • Andreas Odbjerg
  • Ida Laurberg
  • Dans'Orkestret
  • Birthe KJær
  • Hugorm
  • Dertil kommer to talks, som vil blive afsløret senere. 
  • DJ og radiovært Katrine Ring spiller musik og holder stemningen kørende imellem koncerterne. 

At Simon Kvamm er et kendt ansigt i den brede befolkning, især efter sit indtog i X Factor-stolen, gør, ifølge Andreas Just Karberg, kun fangsten endnu bedre.

- Han har en karismatisk personlighed. Jeg har ikke selv tidligere oplevet ham og de andre tidligere, men alle fortæller mig, at Hugorm er rigtig stærk på scenen og laver et fantastisk flot show, siger han.

Mere diversitet

Der er i forvejen popnavne som Andreas Odbjerg og Ida Laurberg på tapetet.

Skiftet fra Mads Langers bløde pop til Hugorms hårdtslående rock giver derfor samlede program mere diversitet, mener Andreas Just Karberg.

Læs også: Store navne til Whitsun: Her er musikerne til næste års festival

- Mads Langer lignede måske mere nogle af de andre kunstnere end Hugorm. Det bliver et mere dynamisk program, som på mange områder bliver mere bredt, siger han og fortsætter:

- Der er noget for enhver smag, og det er egentlig vores dna. Man kan måske ikke lide alle fem kunstnere, men man kommer i parken og får en skøn dag sammen.

- Jeg synes, vi har det bedste program nogensinde, siger festival-direktøren.

Billetsalg boomer

Whitsun ser frem mod sin fjerde udgave til sommer, og Andreas Just Karberg kan tydeligt mærke, at interessen og kendskabet til festivalen stiger for hvert år.

- Billetsalget går rigtig fornuftigt. Vi ligger over 25 procent over samme periode sidste år. Det er dybt imponerende, siger han og tilføjer, at det gør ham stolt, at så mange vælger at komme igen år efter år.

- Vi kan også fornemme, der er mange loyale. Jeg begynder at genkende navnene på folk, der bestiller, fortæller han.

Hvis man vil med til Whitsun 2025, er der stadig billetter i salg. I år lokker den lokale festival med en særlig rabat, som du kan læse mere om her.