Mange flere lytter til litteraturen

Under coronanedlukningerne af LollandBibliotekerne blev elektroniske bøger meget populære, og mens udlånet af e-bøgerne er dalet, efter man atter kunne låne fysisk materiale, har lydbøgerne holdt populariteten. Foto: Palle Nevad Frandsen

LollandBibliotekerne er på vej tilbage til normalen efter to nedlukninger på to år.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Tilbage i de første to måneder af 2020, hvor corona mest var noget, man talte om i udlandet, havde LollandBibliotekerne et udlån på godt 16.000 fysiske materialer om måneden. Marts var også kommet godt i gang, da det var slut den 12. I det meste af kongeriget begyndte folk at arbejde hjemmefra, mens kommunale bygninger blev aflåst. Det betød dermed, at bibliotekets bøger blev lukket inde.

Ser man på april 2020, var udlånet så godt som ikke-eksisterende. Kommunens tre biblioteker var lukket frem til 18. maj, og lånerne kunne bestille bøger til afhentning på biblioteket. Da måneden var omme, var der udlånt 4.647 materialer.

Mens lånerne altså gik ind i en coronatid, hvor det kneb med at få bøger til natbordet, fik de til gengæld adgang til litteratur på helt andre måder.

- Vi taler om, at det er lydens gyldne alder. Vi kan tage det med os, putte det ind i ørerne og lytte til det, hvor og hvornår vi vil, siger souschef Helge Borum fra LollandBibliotekerne.

Uden adgang til bøger at bladre i var lånerne tvunget til at finde litteraturen andre steder. Det kunne være som e-bøger, altså elektroniske bøger, som kan læses på tablet, telefon eller computer, eller lydbøger. Udlånet af begge dele eksploderede, så snart bibliotekerne lukkede dørene.

I årets to første måneder blev der lånt cirka 500 per måned, men tallet steg i marts til over 800, og i april og maj kom det over 1.400 e-bøger om måneden. Så snart biblioteket åbnede igen, dalede disse tal dog. Men der blev stadig lånt flere e-bøger end før nedlukningen.

Når det handlede om lydbøgerne, var stigningen ikke lige så voldsom. Tallet steg fra i omegnen af 1.000, men har siden marts 2020 ligget stabilt på mellem cirka 1.400 og 1.800 udlån. Selv om læsehestene kunne komme ind blandt bibliotekets bøger, har de holdt fast i lydbøgerne - både i 2020 og 2021.

Udviklingen på Lolland er faktisk meget lig den, man kan se på landsplan - både når det handler om udlån af e-bøger og lydbøger.

De gode gammeldags bøger har lånerne dog ikke glemt. Faktisk var 2019 på landsplan et rekordår for udlån af fysiske materialer, og på Lollands tre biblioteker har udlånstallet være stabilt frem til den dag i marts 2020. I de to år før nedlukningen blev der lånt et sted mellem 14 og 16.000 materialer om måneden.

Selv om biblioteket måtte lukkes ned igen i slutningen af 2020 og begyndelsen af 2021, er lånerne ved at finde tilbage.

Faktisk vendte bogelskerne godt tilbage efter første nedlukning, mens det er gået langsommere efter den anden.

- Vi er ikke helt oppe, hvor vi var i 2020, men vi har en forventning om, at vi kommer derop. Vi har en klar fornemmelse for, at vores brugere er glade for de fysiske materialer, siger Helge Borum.

Tallene over de tre former for udlån fortæller en tydelig historie, mener souschefen på biblioteket.

- Vores brugere har taget lydbøgerne til sig, og de er kommet for at blive. E-bøgerne er et alternativ til de fysiske materialer. De bliver dog hurtigt skubbet til side, så snart man kan få de rigtige bøger igen.

I begyndelsen var lydbøger et både dyrt og eksklusivt tilbud. Først kom de på kassettebånd, inden cd'erne tog over, og samtidig var de forbeholdt brugere, som ofte kun havde lydbogen som valgmulighed.

- Der var begrænsninger på, hvem der måtte låne dem. Man skulle visiteres som lydbogslåner, forklarer Helge Borum.

- Sådan er det ikke i dag. Der kan alle låne lydbøger, men af økonomiske årsager er der en mindre begrænsning for lånerne.

Sammenlagt er udlånet på lydbøger og e-bøger steget markant de senere år, godt hjulpet af pandemien. I 2016 var det på knap 10.000 materialer årligt, mens LollandBibliotekerne var tæt på 35.000 sidste år. Men flest vil stadig have en rigtig bog.

12. marts 2020 lukkede bibliotekerne, og lånerne var henvist til e-bøger eller lydbøger, hvis de ville låne en god historie. Det gentog sig igen i december 2020. Foto: Jan Knudsen
18. maj 2020 kunne de første lånere atter komme af med de bøger, som de havde haft liggende hjemme siden marts, og man kunne bestille bøger til afhentning. Foto: Anders Knudsen