Maribo Boldklub kåret til årets danske fodboldklub

Foto: Jan Knudsen

DBU har tirsdag udnævnt Maribo Boldklub til den bedste klub i hele landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Tirsdag eftermiddag er Maribo Boldklub kommet i samme selskab som Brøndby IF. I 2014 blev de danske mestre i fodbold kåret til årets fodboldklub, og tirsdag overgik samme Maribo Boldklub samme ære.

Der blev gjort store øjne og jublet næsten som ved en afgørende scoring, da det gik op for nogle af klubbens unge spillere, at den midtlollandske klub er kåret til den bedste i landet af Dansk Boldspil-Union.

Formand for DBU Lolland-Falster, Gert Lundgaard, som var med til prisoverrækkelsen på Maribos træningsanlæg var da også både stolt og bevæget over at hæderen er tilfaldet en klub fra de danske sydhavsøer.

Baggrunden for udnævnelsen er Maribo Boldklubs store arbejde med at få nye unge spillere ind i folden. Det er sket både gennem samarbejder med lokaler skoler og boligforeninger. Samtidig gør klubbens mange frivillige boldspillet til en leg fremfor en konkurrence.

Prisen blev overrakt af borgmester Holger Schou Rasmussen (S), der selv har spillet i klubben i et par omgange, og han kaldte det en kæmpe anerkendelse af den lollandske klub.

Klubformand Jens Wibholm var allerede i januar blevet overrasket, da klubben fik prisen som årets klub på Lolland-Falster, men at man en god måneds tid senere også blev hele landets fodboldklub var svært at forstå for ham.

- Det er et kæmpe skulderklap til klubbens frivillige og de mange store som små spillere, sagde han efterfølgende.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) overrækker prisen som årets danske fodboldklub til formand Jens Wibholm fra Maribo Boldklub. Foto: Palle Nevad Frandsen
Foto: Jan Knudsen