Der skal nok komme den vellyd i fløjter og messing, som man kan forvente af et tattoo, men Maribo Tattoo sættes allerede i gang fredag 10. september om aftenen på marken over for Ny Skovnæs på Rødbyvej, venligst stillet til rådighed til formålet. Opvisningen vil byde på både bulder og brag, motorlarm og soldater med løst krudt.
Teknikken kommer fra Gardehusarregimentets Veteran Panser og Køretøjsforening, som med stor fornøjelse viser de gamle køretøjer frem. Det er ikke første gang, foreningen har tungt udstyr med til Maribo Tattoo. Da der er grænser for, hvor meget græsset ved Frilandsmuseet kan bære, flyttes det tunge udstyr ud til bygrænsen.
I løbet af eftermiddagen kommer flere pansrede køretøjer, blandt andet en Centurion kampvogn og en Leopard I til Maribo.
”Krigen” starter kl. 18.30. Det er en såkaldt taktisk demonstration, hvor ”fjenden”, frivillige fra Hjemmeværnskompagni Maribo, har gravet sig ned syd for den gamle sukkerfabrik.
Maribo Tattoo har truffet aftale med Styrolit om, at firmaets område må anvendes til parkering.
De gamle køretøjer er ude af aktiv tjeneste. De renoveres af frivillige i et gammelt koldkrigsdepot ved Næstved, som hver tirsdag og søndag holder udstyret i orden - og i øvrigt fornøjer sig med at vise det frem.
Efter ”krigen” vil køretøjerne blive linet op til et nærmere eftersyn. Ved den lejlighed kan man også få en snak med de mennesker, der holder udstyret ved lige. En del af køretøjerne vil blive i Maribo, hvor de parkeres ved Frilandsmuseet og indgår i lørdagens tattooprogram kl. 10-18.
Der bliver nok at kigge efter mellem skyerne, når Frilandsmuseet tager sin del af dagens tilbud. Der kommer faldskærmsudspringere og balloner, alt efter hvordan vejret arter sig.
Ballonerne kommer fra ”Ballonflyverne”, det første og indtil videre det eneste firma på dansk grund, der har Luftfartsvæsenets tilladelse til at flyve med betalende passagerer.
Tilladelsen kom i 2002, og siden har man fløjet stort set hver dag – når vejret er i orden. Det er en del brugt at give ballonbilletter som fødselsdagsgave, fortæller Ballonflyverne.
Firmaet er startet af Marianne Sjøgren, Danmark, og Roger Cederquist, Sverige. Begge har ballonerfaring siden 1984 og fløj tidligere i Sverige.
B-hl
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde