Marineforeningen udstiller på Slotø

Med etablering af en udstilling på Slotø, har Nakskov Marineforening, som øvrige marineforeninger i Danmark, indledt markeringen af flådens 500 års jubilæum, den 7. og 8. august 2010.
Lolland Kommunes nye adoptionsskib Najaden kommer ikke, da skibet skal på patruljetjeneste.
Som det eneste sted i landet uden for København kan Nakskov og dermed Lolland Kommune, fejre Flådens fødsel, som fandt sted på Slotø i Nakskov Fjord. Det var her Kong Hans efter at have erhvervet øen ”Æbleø” efterfølgende byggede det armerede orlogsværft ”Engelsborg”. Øen blev ved denne lejlighed omdøbt til Slotø, hvor der blev bygget flere orlogsfartøjer.

På Slotø er der nu placeret en flagstang ved værftsruinen, hvorfra der flages med enten flag eller vimpel til markering af jubilæumsåret. Desuden er der opsat plancher ved ruinen af Engelsborg. Planchen orienterer om øens virke som orlogsværft. Der fortælles også om udgravningen af ruinen af det gamle orlogsværft.
Desuden kan man få uddybet sin viden omkring Slotø og flådens udvikling gennem 500 år ved at hente en opgavefolder i Turistbureauet på Axeltorv, Nakskov. Her står 20 spørgsmål, som alle kan besvares ved at ”studere” de 2 x 20 plakater, der er ophængt i forskellige forretninger i Nakskov.
I den forbindelse er Nakskov Marineforening meget glade for den velvillighed, som Nakskov Handel og Erhverv har vist foreningen.
Efter besvarelsen af spørgsmålene afleveres opgavefolderen i Turistbureauet senest lørdag den 7. august. kl. 13.
Nakskov Handel og Erhverv har ligeledes foranlediget, at der er god underholdning ved Jazzonklerne, som underholder på Toldbodkajen lørdag den 7. august fra kl. 13 til 15.
 

Anledningen er Flådens 500 års jubilæum

Offentliggjort Sidst opdateret