Massiv tilgang på Kofoedsminde: Vil bygge nyt for 195 millioner

De nye bygninger på Kofoedsminde skal ifølge planerne laves som en H-bygning, der i fremtiden kan udvides fra et "lille H" til et "stort H" efter behov. Illustration: Arkitektfirmaet HS Brunsgaard Laursen

De seneste 10 år har den sikrede institution Kofoedsminde i Rødbyhavn oplevet en massiv tilgang i antallet af beboere. Men de eksisterende bygninger kan ikke leve op til beboernes mere komplekse behov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere gange har arbejdstilsynet påpeget alvorlige problemer med en del af den ældre bygningsmasse på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødbyhavn.

Manglende flugtveje for medarbejderne i farlige situationer, blinde vinkler der begrænser overblikket i afdelingerne og manglende kontorer samt personalefaciliteter er nogle af de problemer, der er påpeget.

Derudover oplever Kofoedsminde en så massiv tilgang af nye beboere, at det har været nødvendigt at oprette to midlertidige satellitafdelinger på matriklen ved den sikrede børne- og ungeinstitution Stevnsfortet for at kunne rumme tilvæksten.

Og ingen af delene er optimale - hverken i forhold til at sikre gode rammer for beboerne eller en god driftsøkonomi.

Derfor har Region Sjællands Forretningsudvalg og Regionsudvalg nu godkendt et forslag om at bygge 28 erstatningspladser på Kofoedsminde.

Til det er der afsat 195 millioner kroner. Det fremgår af et referat.

Haver og stier på vej

Kofoedsminde er den eneste landsdækkende sikrede institution til voksne domfældte med udviklingshandicap, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet.

De seneste 10 år er tilgangen vokset massivt, og beboernes behov er blevet mere komplekse. Derfor er risikoniveauet steget, lyder det i indstillingen.

De 28 erstatningsboliger skal ikke være en egentlig udvidelse af Kofoedsminde. Social- og Boligstyrelsen undersøger nemlig mulighederne for at etablere en institution i Jylland. Men det skal ifølge indstillingen give en mulighed for at sikre gode fysiske og sikkerhedsmæssige rammer, der også føles hjemlige og behagelige for beboerne. Noget, der forventes at have en dæmpende effekt på udadreagerende adfærd.

Hvis institutionen i Jylland ikke bliver til noget, skal det være let at udvide med nye værelser på den kommende afdeling.

Blandt andet ved at etablere mindre afdelinger, som giver de bedste rammer for arbejdet med beboerne, ligesom der skal være fælles beboerfaciliteter og udearealer med lokale haver og stier.

Når erstatningsboligerne er opført, vil man skrinlægge satellitafdelingerne på Stevnsfortet og hjemtage Kofoedsmindes beboere. Det vil spare Region Sjælland for 11 millioner kroner årligt.

Skrinlægger sammenlægning

De kommende erstatningsboliger vækker ganske naturligt begejstring hos Kofoedsmindes forstander Tina Krintéll.

- Vi er rigtig glade for at Regionsrådet nu har besluttet at vi kan bygge 28 erstatningspladser. I forhold til vores tilvækst afventer vi en afklaring på om der skal etableres en institution i Vestdanmark. Vi har skrinlagt sammenlægningsprojektet i bygningerne Højbo og Skovbo-Syltholm, da vi med erstatningsbyggeriet får en bedre mulighed for at leve op til nutidens standarder for sikkerhed, trivsel og arbejdsmiljø, lyder det fra Tina Krintéll.

- Udover de sikkerhedsmæssige aspekter er der stort fokus på at skabe trivsel, udvikling og læring for beboerne på Kofoedsminde gennem individuelt tilrettelagte indsatser og understøttelse af deltagelse i inkluderende fællesskaber. I forbindelse med byggeriet bliver der også kigget på udemiljøerne, hvor der vil blive taget udgangspunkt i den nærliggende natur. Det giver rig mulighed for gåture på små stier som kan bruges til sanselige oplevelser og i højere grad mulighed for at integrere udeaktiviteterne i det pædagogiske arbejde, forklarer forstanderen

De nye boliger i Rødby forventes at kunne tages i brug i 2027.