Medie: Lalandia fik flere påbud af Arbejdstilsynet

Arkivfoto: Ingrid Riis

Lalandia i Rødbyhavn og Billund har siden 2022 fået en række påbud af Arbejdstilsynet, skriver Ekstra Bladet. Direktøren mener ikke, at antallet er voldsomt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2022 har Lalandia i Rødbyhavn og Lalandia Billund flere gange haft besøg af Arbejdstilsynet og efterfølgende modtaget påbud eller påtaler af forskellig art. Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i tilsynsrapporterne.

For Lalandia Rødbys vedkommende drejer det sig om fire strakspåbud, et påbud og en påtale siden august 2022.

Læs også: Lene kom alvorligt til skade i Lalandia: Kritiserer livreddere

De første tre strakspåbud blev givet i august 2022 - et for ikke at have sikret trykflasker mod at vælte, et fordi de ansatte blev udsat for risiko for at styrte ned ad en trappe, når de bar kasser, og det sidste fordi løft af hårde hvidevarer udsatte de ansatte for belastninger, der kunne medføre skader.

Det næste påbud er også fra august 2022 og handlede ifølge Ekstra Bladet om, at de ansatte, der arbejdede med eller blev udsat for særligt farlige stoffer materialer og særligt komplicerede arbejdsprocessor, skulle have deres mundtlige instruktion og oplæring suppleret med skriftligt materiale.

Påbud og påtale i 2024

I juli 2024 fik Lalandia Rødby endnu et strakspåbud. Det handlede om, at Arbejdstilsynet vurderede, at undervisningspligtige unge arbejdede i strid med reglerne og i stedet for at udføre lettere arbejde, arbejdede med maskiner i badelandets køkkener, skriver Ekstra Bladet.

I november 2024 modtog man en påtale, der handlede om manglende planlægning. Her vurderede Arbejdstilsynet, at Lalandia havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet er effektivt forebygget i forbindelse med kontakten med gæsterne.

Ekstra Bladet har talt med Lalandia Rødbys administrerende direktør Jan Harrit. Han mener ikke, at antallet af påbud og påtaler til Lalandia Rødby og Billund er alarmerende.

- Nej, det synes jeg ikke, når man tænker på, hvor stor en virksomhed vi er. Set i den kontekst er det forholdsvis få påbud på tre år, siger Jan Harrit til bladet.

- Når vi får besøg af Arbejdstilsynet, arbejder vi sammen med Arbejdstilsynet. Og når vi får en påtale, løser vi det hurtigst muligt, tilføjer han.

Læs også:

Lene kom alvorligt til skade i Lalandia: Kritiserer livreddere

Lene efter alvorlig ulykke i Lalandia: - Lige nu er jeg tom for ord