Martin Boesen, her som boldhenter i Maribo Boldklub, er ny formand for fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune og kender en masse til foreningslivet blandt andet fra sit virke i DBU Lolland-Falster. Foto: Anders Knudsen, arkivAnders Knudsen, arkiv
Ny formand for fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalg er klar over udfordring for idrætsforeningerne
Palle Nevad FrandsenPalleNevad Frandsen
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND Lollands nye formand for fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget, Martin Boesen (S), er knap nok kommet i spilledragten og sat på banen, før han får en aflevering i dybden. I artikelen "Håber på hjælp til foreningslivet" i Folketidende onsdag var formanden for Sportsråd Lolland, Finn Larsen, ude for at bede om politisk handling, så medlemsflugten fra idrætsforeningerne kan stoppes.
Gennem flere år har de lollandske idrætsforeninger set medlemmerne sive i større eller mindre grad, men coronaen har ikke gjort tilstanden bedre. Derfor ser Finn Larsen gerne, at der kommer et politisk initiativ, som kan få medlemmerne tilbage i foreningslivet.
Martin Boesen tager gerne bolden til sig, men han er ikke sikker på, at han har løsningen lige på hånden. Opgaven kan næppe løses af Lolland Kommune alene, for tendensen har været den samme over hele landet. Mange medlemmer har benyttet coronanedlukningerne til at finde andre gøremål, eller i hvert fald til at spare medlemskabet til idrætslivet.
En økonomisk håndsrækning til foreningslivet, uden der bliver stillet modkrav, er udvalgsformanden ikke begejstret for.
- Fremtidsudfordringerne med de faldende medlemstal handler ikke kun om penge, men om tendenser i samfundet. Det kan vi se ved, at det rammer så bredt over hele landet, forklarer Martin Boesen.
Annonce
Nok har coronaen givet udviklingen et skub i den forkerte retning, men det er et større samfundsmæssigt problem, som der skal søges en løsning på. Noget af det handler også om, at mange i dag søger væk fra foreningerne og ud i den selvorganiserede idræt.
Først og fremmest skal man i de enkelte foreninger kigge indad.
- I bestyrelserne skal man overveje, om man selv ville smide, hvad man havde i hænderne for at blive medlem af sin egen klub. Der er brug, for at man ser sin forening efter i sømmene og finder ud af, om man er god nok til det, man gerne vil, siger Martin Boesen.
- Den gode gamle med, at folk kommer af sig selv, kan vi godt skyde væk.
Kommunens foreninger skal som udgangspunkt heller ikke frygte den selvorganiserede idræt, for måske tænder den en ild i udøveren, som derfor vil søge mod foreningslivet for at blive bedre og måske finde andre med samme interesse.
En af Martin Boesens egne kongstanker er et års medlemskab til en lokal forening til alle kommunens skoleelever.
- Det skal være alle børn uden undtagelse, og de skal kunne vælge frit. Nogle vil måske spille skak, mens andre gerne vil male.
Muligheden kunne også være at lægge et benspænd ind, hvor man eksempelvis sagde, at hvis barnet allerede går til fodbold, så skal medlemskabet måske være til et kulturelt tilbud.
Et sådant tilbud kan også være det, der i fremtiden løfter medlemstallene i kommunens foreninger, fordi mange så holder ved, når barnet først er blevet integreret i klubben eller foreningen.
Så nok tager Martin Boesen gerne imod afleveringen fra Sportsråd Lolland, men han lover ikke en hurtig scoring og dermed løsning af problematikken med de faldende medlemstal. Foreningernes ve og vel er dog noget, som man vil arbejde med i det nye udvalg i de kommende år.
Når idrætsforeningerne bløder medlemmer, som de gør over hele landet i disse år, er det ikke kun et kommunalt problem, men et landspolitisk, mener Martin Boesen. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik