Melder om travlhed i påsken

Der er booket godt op på Scandlines færger i den kommende påske. Arkivfoto: Anders Knudsen 

Den kommende påske er der igen rejselyst sydpå med Scandlines' færger.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN: For første gang i to år står en næsten normal påskeferie for døren for Scandlines. Det tyder derfor på, at danskerne igen tager sydpå, og det giver travlhed på færgerne.

Antallet af forudbestilte færgebilletter til uge 14 og 15 vidner om, at der igen er rejselyst i påskeferien.

- Vi anbefaler altid vores passagerer at booke forud - særligt på Gedser-Rostock, hvor der afgang hver anden time. På Rødby-Puttgarden sejler vi hver halve time døgnet rundt, så der er altid en færge klar. Det bliver til over 60 afgange i døgnet, siger Kommunikationschef hos Scandlines, Anette Ustrup Svendsen.

På Scandlines-ruten Gedser-Rostock er der 8., 9., 16. og 18. april 2022 under 10 procents ledig kapacitet tilbage, og generelt bliver der fyldt godt op på Scandlines færger sydover.

- Vores medarbejdere glæder sig rigtig meget til atter at byde glade ferierejsende velkommen ombord efter næsten to år, hvor der i lange perioder har været alt for god plads ombord, fortæller Anette Ustrup Svendsen.