Mikkel slog dørene op i sin hjemby: Nu udvider han forretningen

Mikkel Gottfredsen sammen med Victoria Jensen, som har hjulpet ham i Dit Lagersalg.dk. Foto: Palle Nevad Frandsen

Der var i forvejen fuld smæk på med lagersalg og spillehal i Mikkel Gottfredsens lokaler i Rødby. Fra den 15. juli rykker endnu en mulighed ind.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en længere periode har det ikke været muligt at sende pakker med PostNord eller modtage pakker til en pakkeshop i Rødby - indtil Mikkel Gottfredsen trådte til.

Fra mandag den 15. juli har han påtaget sig tjansen i sine lokaler i Østergade 20A i byen.

Her er der i forvejen fuld af liv med både spillehal og masser af varer på hylderne fra Dit Lagersalg.dk, som Mikkel Gottfredsen driver.

Masser af plads

Faktisk havde han i slutningen af april åbnet en forretning i Maribo. Dengang fortalte han til Folketidende, at han havde fravalgt Rødby, selvom han bor i byen.

Altså indtil den rette mulighed dukkede op.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Butikken holder til her i Østergade i Rødby. Privatfoto

- Der var en tidligere kioskmand, der havde det. Så lukkede han ned, og vi overtog butikken med spillehal 1. juni, forklarer Mikkel Gottfredsen og fortæller, at biksen både går under navnet "Dalton City", som spillehallen hedder, og "Dit Lagersalg.dk".

- Der er meget lagerplads hernede. og nu hvor havde vi så meget god plads, så jeg det som en god mulighed at åbne en pakkeshop for at udnytte pladsen, siger han.

Over al forventning

Siden åbningen i Rødby har butikken, han slog dørene op for i Maribo i slutningen af april, været lukket midlertidigt. Men på torsdag bliver der igen åbent der, forsikrer han.

Artiklen fortsætter efter billedet...

En hel masse forskellige krydderier er en del af sortimentet hos Mikkel Gottfredsen. Privatfoto

Han fortæller, at "det er gået over al forventning" den første halvanden måneds tid med den nye biks i Rødby.

- Folk har været glade for at høre, vi får PostNord. Nu sælger vi også frimærker og pakker og har alt, hvad man har brug for for at sende pakker, siger Mikkel Gottfredsen og tilføjer, at det også er muligt at sende og modtage pakker med tjenesterne UPS og DHL hos ham.

Dit Lagersalg.dk har åbent fra klokken 9 til 21 mandag til lørdag. Søndag holder butikken lukket.

Spillehallen gemmer på mange forskellige spilleautomater. Privatfoto