Minister går ind i sag
En plæneklipper og lidt frisk maling kan gøre underværker. For umiddelbart skulle boligerne ikke fejle det store. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Stive krav gør det umuligt at omdanne tomme ældreboliger til ferieboliger.
BIRKET Hvorfor rive fuldt funktionsdygtige boliger i Birketlunden ned, når de fint kan bruges som ferieboliger?
Det spørgsmål nager for tiden den lokale borger Niels Hermansen, der har sat sig i spidsen for et projekt, der skal redde de seks små rækkehuse, der er helårsisoleret og af nyere dato - samt selve plejecentret, der er indrettet med lejligheder.
- Det er jo en kendt sag, at alle ferieboliger er udlejet i tre-fire måneder hver sommer, og med Dodekalitten, Kragenæs og småøerne lige om hjørnet er beliggenheden helt perfekt. Så det er rigtig ærgerligt, at man ikke kan tage boligerne i brug i stedet for at bekoste penge på at rive dem ned, siger Niels Hermansen, der samarbejder med de aktive fra foreningerne Den Gule Skole og Birket og Omegns Borgerforening om et folkeligt projekt.
Derfor har han brugt de seneste uger på at undersøge sagen nærmere - og har i den forbindelse kontaktet Lolland Kommune ad flere omgange. Og her møder han kun positiv opbakning.
- Men borgmesteren har den udfordring, at han ikke kan dispensere fra lovgivningen, der gør det ekstremt kostbart at ændre anvendelsen af husene fra almennyttige formål til fritidsboliger eller private boliger, forklarer Niels Hermansen.
Den helt store udfordring er, at en ændret anvendelse medfører, at boligerne skal betragtes som ny-opførte og derfor skal isoleres og indrettes, så de opfylder tidens strengeste krav til tæthed, energiforbrug og ventilation.
- Det vil blive så kostbart, at det er lige så billigt at bygge nye huse, mener Niels Hermansen, der undrer sig over, at man ikke kan dispensere. Dels fordi det miljømæssigt er CO2-krævende at bygge nye sommerhuse - og ifølge eksperter derfor er energimæssigt bedre at bruge og udvikle den eksisterende boligmasse fremfor at bygge nyt.
- I det her tilfælde rives der jo huse ned, der kan dække et behov for ferieboliger, og som ovenikøbet typisk ikke skal opvarmes, fordi hovedsæsonen jo er om sommeren, siger Niels Hermansen, der nu kun har ét håb for at kunne realisere sit projekt: at der politisk bliver løsnet lidt op for reglerne.
Boligminister Kaare Dybvad (S) er umiddelbart positiv over for at se på sagen, som han finder problematisk.
- Som boligminister vil jeg gerne, at der gøres mest muligt for at skabe udvikling i landdistrikterne, så hvis jeg får en henvendelse fra borgere, der mener, at lovgivningen er uhensigtsmæssig, så vil jeg meget gerne se på det, siger han og tilføjer, at han ikke kan garantere, at han kan dispensere fra reglerne.
- Ministeriet går jo typisk først i gang med undersøgelserne, når der kommer en konkret henvendelse med ønske om at løse et konkret problem, men kan det løses, så vil jeg meget gerne medvirke til det, siger han og uddyber, at lovændringer og dispensationsmuligheder ofte kan have utilsigtede følger.
- En dispensationsmulighed kunne måske gøre det for nemt at afvikle almennyttige boliger mod at blive ændret til andre formål, og man derfor med loven har villet beskytte boligformen mod forskellige former for ændringer eller spekulation, siger ministeren, der derfor afventer en henvendelse fra Niels Hermansen, som fortæller, at han allerede er i gang med at skrive et brev.
- Det giver mig håb om, at projektet måske alligevel kan realiseres, for når både ministeren og de lokale politikere er positive, så burde det her altså kunne lade sig gøre.
Seneste artikler
Sommerferien behøver ikke sprænge budgettet: Naturen byder på billige alternativer
Dronning Mary indvier Dodekalitten: Følg med her
Allerede inden premieren: Revyen runder milepæl
Håndbolddirektør skifter gear: Skal være salgschef i ny branche
Får 54 millioner til at genoprette moseområde
Mest læste artikler
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Derfor flager busserne i dag
Museum i maribo åbner nyt magasin på lolland-falster