Minister giver ingen løfter om ekstra hjælp til Lolland
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) har kommenteret et nødråb fra Lolland KOmmunes borgmester. Foto: Anni Norddahl
Anni Norddahl
Opråb fra Lolland borgmester, som efterspurgte mere økonomisk hjælp, får ikke indenrigsministeren til at åbne pungen.
LOLLAND: Et råb om mere hjælp fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S) mødes med noget nær en blank afvisning af indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).
I begyndelsen af maj skrev borgmesteren til finansministeren, Folketingets finansordførere og KL's bestyrelse og advarede om, at Lolland Kommune til budgettet for 2023 skal finde besparelser på 133 millioner kroner. Og at der er udsigt til, at kommunen skal finde besparelser for yderligere 50 millioner kroner om året i de fremtidige år.
I brevet argumenterede borgmesteren for, at en reform af den økonomiske udligning mellem rige og fattige kommuner ikke har favnet de mest udsatte kommuner som eksempelvis Lolland Kommune. Og at det er anerkendt af partierne bag reformen, som har peget på, at de problemer skal løses med langsigtede udviklingspartnerskaber finansieret af en pulje til særtilskud.
Men den pulje er for lille, mener Holger Schou Rasmussen, som opfordrer til, at den øges fra 360 millioner kroner om året til en milliard kroner om året. Og at der etableres lånepuljer til de udsatte kommuner.
Lolland er udfordret
Brevet fik SF's landdistriktsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, til at bede om en kommentar fra indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S). Samtidig bad hun ministeren oplyse, hvad han vil gøre for at hjælpe yderkommunerne. Det svar er nu kommet.
Ministeren lægger ud med at anerkende, at der er kommuner, som har særlige udfordringer, og at Lolland er en af dem. Men derudover er svaret en gennemgang af, hvad der allerede er gjort. Blandt skriver skriver han om udligningsreformen, der trådte i kraft sidste år:
"Med udligningsreformen blev samlet flyttet ekstra 1,4 milliarder kroner årligt til landets yderkommuner. Lolland Kommune er den kommune, som modtager mest i udligning per indbygger", skriver ministeren.
Han påpeger også, at reformen har gjort det muligt for Lolland Kommune at sænke skatteprocenten fra 27,0 til 26,3, og at Lolland også som "særligt vanskeligt stillet kommune" også får et særtilskud. I 2020 var det 55 millioner kroner, i 2021 var det 81 millioner kroner, og i 2022 er det 120 millioner kroner - hvilket svarer til en tredjedel af den samlede pulje.
Når det kommer til, hvad han vil gøre fremadrettet, er han mere ordknap, men han skriver, at kommunen har fået et tilbud om et udviklingspartnerskab, "hvor kommunens særtilskud fastlægges på samme høje niveau som i 2022 frem til og med 2025".
"Det er en vigtig mulighed for en flerårig budgetsikkerhed", tilføjer ministeren.
Dør på klem
Svaret er, som Holger Schou Rasmussen havde forventet.
- Jeg var levet overrasket, hvis han var kommet med et andet svar. Han kan ikke svare anderledes, siger borgmesteren.
Han er dog forholdsvis optimistisk og fortæller, at han skal til møde med ministeren 22. juni.
- Han har sat en lille dør på klem med nogle muligheder, jeg ikke vil snakke om nu, siger han.
Holger Schou Rasmussen røber dog, at han håber på, at puljen til særtilskud øges.
- KL og regeringen forhandler om, at der måske skal laves en ændring af særtilskudspuljen. Om det er 20 millioner kroner eller 800 millioner kroner, kan jeg ikke sige, men det er på bordet, bemærker han.
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet