Misforstået godhed giver atter vildkatteproblemer
Nogen er atter begyndt at stille vand og foder ud til kattene på stien ved banelegemet. Britta Hansen, Kattens Værn, og Henning Jakobsen fra Lolland Befordring kalder det "misforstået godhed".
- Og det er jo heller ikke godt at fodre, for vi har også store rotteproblemer, siger Britta Hansen. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Syge vildkatte er igen et problem i området ved banelegeme.
MARIBO For tre år siden stod Britta Hansen i spidsen for en aktion, som Kattens Værn gennemførte i Maribo.
Byen var plaget af vildkatte, der havde diverse sygdomme som katte-AIDS og katteleukæmi. Sygdomme, de smittede almindelige huskatte med.
- Dengang fik vi samlet lidt over 14.000 kroner sammen, så vi kunne få indfanget en stor del af kattene, fortæller Britta Hansen.
Hun har i den mellemliggende periode fanget 87 katte i det hele i Maribo. En stor del af vildkattene, der er fanget, har været så syge med manglende øjne, poter med store væskende sår og lignende, at de er blevet aflivet. Nogle få er blevet genudsat efter en sterilisation eller neutralisering. Atter få har fået blivende hjem.
Men nu er problemet tilbage.
- Der var nogle få katte, vi ikke kunne fange i fælderne dengang. De har nu formeret sig, så problemet er stort igen. Samtidig er der nogen, der igen fodrer kattene på stien ved banen. Det er ikke de samme, som det var for tre år siden, forklarer Britta Hansen.
Hun har set fem-seks forskellige vildkatte i området ved Meny, Greenline og Lolland Befordring, nogle af dem med tydelige sundhedsproblemer.
- Det er misforstået godhed at fodre kattene. Når de får mad, så holder de sig til området, og så får de killinger, og så eksploderer det, siger Britta.
I dyreværnsloven hedder det, at fodrer man en kat, har man også ansvar for kattens ve og vel. Men de, der fodrer kattene, sørger ikke for, at de kommer til dyrlæge.
- De kan ikke se, at kattene er syge. Og de kan ikke se, at det er et problem, at de giver dem mad. Men mange af dem, vi fangede, var jo så syge, at de måtte aflives. Det er jo synd for kattene, siger hun.
Hun tager stadig ud med fælderne, hvis hun får en direkte henvendelse om en dødssyg kat. Men hun er førtidspensionist med en dårlig ryg, så et fremstød som i 2016, hvor de fangede flere gange om ugen, kan hun ikke magte.
- Men hvis kommunen ville ind over, så ville jeg gerne hjælpe til. Jeg har det så skidt med at se, at dyrene lider sådan. Det irriterer mig, at kommunen ikke vil hjælpe.
Læs mere i Folketidendes papiravis torsdag, hvor du blandt andet kan læse kommentarer fra kommunen og Kattens Værn.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet