Musikkens Fugl Føniks rejser sig

Borgervæbningen kunne før mønstre helt op til 40-50 musikere. Her på en sommertur til Heiligenhafen. Foto: Privatfoto

Maribo Borgervæbning får nyt liv, nyt bestyrelse og nyt image

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO I de senere år har Maribo Borgervæbning levet en stille tilværelse med blot få musikere tilknyttet. Men gamle maribonitter kan huske orkestrets storhedstid, hvor de kunne mønstre 40-50 unge musikere på march i de grønne uniformer gennem byen hver gang, der var en festlig anledning.

For nylig stoppede borgervæbningens mangeårige formand Anders Ørum Larsen, der også selv spillede i orkestret i storhedstiden. Det fik et par forældre og et par musikere i orkestret til at stille spørgsmålet: Skal borgervæbningen overleve?

Svaret var ja. De fire udgør nu borgervæbningens nye bestyrelse - musikerne Aage Lund og Mathias Hemmingsen sammen med forældrene Thomas Jørgensen og Kim Hemmingsen. Musikskoleleder Karina Fredensborg er musikskolens repræsentant i bestyrelsen - dog uden stemmeret.

- Anders er stoppet efter imponerende 32 år i borgervæbningen, og så stod vi med en forening, vi kunne vælge at lade leve eller vælge at lade dø. Vi valgte det første, fortæller Thomas Jørgensen, der udover at være ny formand for Maribo Borgervæbning kendes af mange som uddannelsesleder på Maribo Gymnasium.

- Vi satte os ned og tænkte over, hvad borgervæbningen skal være, og hvordan vi får givet orkestret nyt liv. Vi blev enige om, at vi ikke bare vil forlænge det, der har eksisteret. Unge i dag vil ikke marchere og gå i uniform, så det er ikke den vej, vi vil, forklarer han.

- Der skal mere orkester og mindre march, slår Kim Hemmingsen fast.

Workshops og masterclass

Der går mode i instrumenter. Mens ukulelen har fået en kæmpe renæssance i de senere år, er det gået rask nedad for de unges lyst til at spille på blæseinstrumenter. Det er måske en del af forklaringen på, hvorfor borgervæbningen er blevet decimeret.

Men der er stadig unge og ældre, som har fundet interessen for saxofon, basun, klarinet, tværfløjte og trompet. De spiller nu sammen i borgervæbningen.

- Vi vil satse mere på samspil - også med andre grupper og instrumenter - og workshops. Når de unge kan få oplevelser som at spille sammen med Copenhagen Phil og Sigurd Barret eller få en af landets dygtigste dirigenter ud på workshop, så synes de, det er fedt. Det er den slags oplevelser, vi kan give dem, siger Thomas Jørgensen.

- Hvis en borgervæbning skal være relevant i dag, så skal den kunne noget andet. Den skal kunne give de unge noget, de ikke kan få andre steder. Det kan vi med den slags oplevelser, siger han.

Håbet er med tiden at skabe et orkester, der er mere big band end tambourkorps - hvor musikere mødes på tværs af instrument, alder og geografi.

- Det er ikke sognerådspolitik, vi laver, bare fordi det hedder Maribo Borgervæbning. Alle, der gerne vil spille med og gerne vil køre turen, er velkomne, siger formanden.

Aage Lund er en af dem, der først er begyndt at spille i en sen alder. Han var 59 år, da han opfyldte en gammel drøm om at spille trompet for tre år siden. Nu er han med i Maribo Borgervæbning, hvor han spiller sammen med de unge, nye musikere.

- At mærke glæden, når det hele bare fungerer, når det går op i en enhed, det er altså fedt, siger han med lysende øjne.

Den glæde vækkes i alle musikerne - ældre som unge. Og det er koden til den nye borgervæbning, tror bestyrelsen.

Aage Lund husker også storhedstiden, da Maribo Borgervæbning marcherede gennem byen.

- Dengang var det jo eliten fra musikskolen, der var med i borgervæbningen. Men sådan skal det ikke være mere. Det kan vi simpelthen ikke, siger han.

- Der vil ikke være konkurrence på den måde. Det skal handle om fællesskab. Og det skal være for alle, siger formanden, der dog pointerer, at borgervæbningen stadig vil have fokus på blæserne.

- Men gerne i samspil med andre på kryds og tværs. Det er jo her, det bliver sjovt.

Den fire mand store bestyrelse har netop konstitueret sig og skal nu til at tænke tanker om, hvordan de udvikler Maribo Borgervæbning til at blive et fremtidens orkester. Opskriften på succes har de en idé om.

- Vi håber at lave et tilbud, der er så interessant, at flere gerne vil være med.

Læs også artiklen"Uniformerne gemmes væk"