Nærhospital: Regionsrådsformand tripper utålmodigt

Nakskov Sundshedscenter skal opgraderes til et nærhospital, mener regeringen. Hvad det konkret kommer til at betyde er stadig uklart, og regionsrådsformanden venter også spændt på en afklaring. Arkivfoto: Claus Hansen

Regeringens plan om nærhospitaler mangler stadig at blive konkret, men regionsrådsformand Heino Knudsen har flere ønsker.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Sundhedscentret i Nakskov skal opgraderes til et "nærhospital".

Det har regeringen for længst meldt ud, men hvad det mere præcist kommer til at betyde, er endnu dunkelt.

Forleden fik forretningsudvalget under regionsrådet dog en orientering om nærhospitaler, så måske er regionsrådsformand Heino Knudsen (S) blevet klogere på, hvad nakskovitterne kan forvente?

- Det er vi faktisk overhovedet ikke, lyder det nedslående svar, da Folketidende spørger ham.

- De forhandler lige nu på Christiansborg om en sundhedsaftale, hvor det her også vil indgå, så vi venter lidt på, hvad forhandlingerne ender med, forklarer han og tilføjer, at han selv er utålmodig.

Jeg glæder mig til, at de får landet en aftale, så vi kan arbejde endnu mere konkret med det.

Heino Knudsen

- Jeg glæder mig til, at de får landet en aftale, så vi kan arbejde endnu mere konkret med det. Jeg vil gerne have mere fakta, for jeg går selv og tripper, for det ligger i tråd med det, jeg har arbejdet med de sidste fire år, siger han.

Ønsker mere udstyr

Heino Knudsen lægger dog ikke skjul på, at han har nogle ønsker til, hvad opgraderingen til "nærhospital" skal betyde for Nakskov Sundhedscenter.

- Jeg ønsker mig rigtig meget, at der bliver penge til mere udstyr, så vi kan lave flere undersøgelser og diagnostik, siger han og nævner, at det for eksempel kan handle om dialyse og scanninger.

- Og så håber jeg på stærke digitale løsninger, så man kan slippe for lange køreture, hvis man bor på Vestlolland og skal til en kontrol på Køge Sygehus. Så bliver det nemmere at være borger, bemærker han.

Derudover ønsker han sig, at nærhospitalet bliver et sted, der kan samle flere funktioner end i dag. Det kan for eksempel være den udekørende psykiatri.

- Måske kan man køre ud fra nærhospitalerne? Det byder vi ind med, men det afhænger af økonomien, siger han.

Heino Knudsen understreger også, at det førnævnte er hans ønsker, men at han kun kan gisne om, hvad forhandlingerne på Christiansborg munder ud i.