Foreningen Nærsamfund håber at få bedre held med en fornyet henvendelse til sundhedsudvalget i Lolland Kommune. Foreningen bad i fjor om et møde, og i et brev dateret 5. oktober tilkendegav sundhedschef Jytte Møller, at man gerne ville have lov til at vende tilbage vedrørende et fremtidigt møde. Der skete imidlertid intet.
- Vi synes, der sker så mange ting på sundhedsområdet, at vi endnu en gang har anmodet om et møde - helst med hele sundhedsudvalget, men ellers med formanden, sundhedschefen og den ansvarlige direktør for området, siger formanden for Foreningen Nærsamfund, Kurt O.S. Hansen.
Baggrunden for den fornyede henvendelse er dels at få en debat om det kommende sundhedscenter i Nakskov og dels at drøfte den truende lægemangel i Lolland Kommune.
- Vi har med tilfredshed noteret os, at der er sat økonomi af i kommunens budget til starten på et sundhedscenter, men lægemanglen kan hurtigt blive et påtrængende problem, siger Kurt O.S. Hansen.
Det er et regions-anliggende, men det er også vigtigt, at kommunen er på banen.
- En af løsningerne er, at både nuværende men ikke mindst nye, unge læger vil have et godt fagligt miljø i et sundhedscenter. Nu ved vi godt, at kommunen ikke selv kan løse dette, men at Regionen også skal på banen. Her mener vi, at vi står stærkere, hvis såvel kommunen som brugerne/borgerne stiller krav og går i dialog, og derfor vil vi gerne have en snak med sundhedsudvalget.
Nærsamfund vil yderligere drøfte sygehusstrukturen med kommunen.
- Regionens planer for sygehusstrukturen rækker umiddelbart kun to år frem. Heraf er det ene år allerede gået. Hvad gør vi i Lolland Kommune?, spørger Nærsamfund i henvendelsen til sundhedsudvalget.
Torsten Elsvor
tel@folketidende.dk
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde