Nakskov får ny café: - Det er lidt atypisk, men vi kunne ikke lade være

Ejeren af lokalerne, som tidligere husede Café Liebling på Axeltorv i Nakskov, har nu valgt selv at drive café på stedet. Den nye café åbner 7. februar. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Café Liebling har stået tom i flere måneder, men nu kommer der nyt liv i lokalerne på Axeltorv.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ny café er på vej til Nakskov.

Lokalerne har tidligere huset Café Liebling og har igennem flere år været ejet af Frederik Hjørne, og nu springer han ud som café-ejer.

- Vi er ejendomsudviklere og ejer 10 fabrikker i Nakskov, som vi lejer ud til virksomheder for at være med til at udvikle byen og området. Men denne café vælger vi at drive selv nu, og det er ret atypisk. Men vi kunne ikke lade være. Det står for min egen regning, men jeg mener, at der mangler et hyggeligt mødested i byen, som jeg selv ville have lyst til at komme forbi.

Cafeen er fuldstændig nyistandsat og er indrettet til at være café, og det spiller godt op imod det nyrenoverede Axeltorv, mener Frederik Hjørne.

Caféen får navnet "Café Smil" og har allerede to fastansatte og en del ungarbejdere. Her kan man fra fredag 7. februar finde friskbagt surdejsbrød, sprøde boller og wienerbrød allerede fra klokken 7.

Kaffen er i øvrigt lokal og kommer fra Ubunto Coffee.

- Vi er stolte af at servere bagværk, der er færdigbagt hos os – altid frisk og fuld af smag. Hvad enten du er på vej til arbejde, mødes med venner eller blot vil forkæle dig selv, kan du finde noget for enhver smag på vores hylder, forklarer Mia Christensen, der bliver den daglige butiksbestyrer.

Hun tilføjer, at man bestiller sin mad ved kassen, og er der travlt, får man udleveret et nummer, som kaldes op, når ordren er klar.

Udover bagværk fra morgenstunden lover de suppe, sandwich og tapas til frokost. Alt kan bestilles som to-go, hvis man er på farten.

Café Smil åbner fredag 7. februar og vil have åbent fra tirsdag til lørdag klokken 7-17 og søndag fra klokken 7-14.