Nakskov går helt i sort

Nakskov vil vinde TV2 Vejrets energidyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med Lollands satsning på energiområdet vil det være lidt pinligt, hvis kommunens største by - Nakskov - ikke bliver en suveræn vinder i TV2 Vejrets landsomfattende energidyst. Gennem hele denne uge er der lagt op til, at byen nærmest skal gå i sort.

Energidysten afvikles i samarbejde med Nakskov Handel og Erhverv og en række førende miljøbevidste firmaer og kulminerer fredag med arrangementet Byen Rocker ved Klimaet på Axeltorv

Folketidende var ern tur rundt i byen i aftes efter lygtetændingstid, og den afslørede da også at rigtigt mange af byens forretninger og erhvervsvirksomheder bakker op om aktiviteten. Men der er dog stadig forretninger som godt kan spare og dermed medvirke til et godt resultat, når forbruget gøres op fredag.

Men alle borgere skal stå sammen om at få elmålerne til at stå næsten stille, hvis konkurrencen skal vindes. I dysten fører Ringsted med fire procent sparet el.

- Nakskovs borgere har noget at leve op til, siger Peter Tanev fra TV2 Vejret.

Hvis man vil spare på energien, kan man for eksempel sætte elspareskinner på tv- og it-udstyr, vaske ved lavere temperaturer, undlade brug af tørretumblere og skifte til A-pærer.