Nakskovit har billet til Jacko-mindehøjtidelighed

Flere hundrede millioner fans verden over forbereder sig til at sige farvel til poplegenden Michael Jackson næsten to uger efter hans tragiske død.

En af de mange fans er 24-årige Sabine Rasmussen fra Nakskov, som er en af de få som har været så heldige at få to billetter til minde-gallakoncerten i Los Angeles' Staples Center. Hun er blandt 1,6 millioner fans, der har forsøgt at skaffe sig gratis billetter via et online-lotteri - og kun 18.000 mennesker kan deltage i mindehøjtideligheden.

- Jeg plejer aldrig at vinde noget, så jeg prøvede bare for sjov - og så landede der en mail med to billetter i min mailbox i går morges, fortæller Sabine Rasmussen.

Men Sabine Rasmussen ærgrer sig voldsomt - for hun kan nemlig ikke bruge billetterne til noget som helst.

- Jeg kan ikke nå til Los Angeles. Havde jeg fået billetterne nogle dage før, så havde jeg taget derover - men nu må jeg nøjes med at se det hele i fjernsynet, siger Sabine Rasmussen.

Og hun kan heller ikke sælge billetterne, idet de er personlige, og der kræves id før de heldige vindere får udleveret deres adgangsarmbånd.

- Så jeg gemmer billetter istedet og må se mindehøjtideligheden i fjernsynet i aften, siger hun.

Sabine Rasmussen er ikke stor fan af Michael Jackson, men har igennem årene hørt en del af hans musik.

- Han var en af de største entertainere, men jeg anser ikke mig selv for at være en af de største fans, men han lavede da rigtig god musik, siger hun.

Minde-koncerten for pop-ikonet Michael Jackson starter klokken 19 dansk tid (klokken 10 lokal tid).




24-årige Sabine Rasmussen fra Nakskov har fået to billetter til Jacko-mindehøjtidelighed, men billetterne er værdiløse.

Offentliggjort Sidst opdateret