Nedlægger arbejdet for tredje dag i træk

Arkivfoto: Marianne Knudsen

Igen torsdag er de timelønnede medarbejdere på Vestas' vingefabrik i Nakskov blevet enige om at nedlægge arbejdet. Men der begynder at være sprækker i opbakningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

De timelønnede medarbejdere på dagholdet hos vindmølleproducenten Vestas' afdeling i Nakskov blev torsdag morgen enige om at fortsætte den arbejdsnedlæggelse, de indledte sammen med en lang række kolleger tidligere på ugen.

Ifølge en medarbejder, som ønsker at være anonym af frygt for repressalier, føler medarbejderne ikke, at ledelsen vil lytte til dem i sagen, der handler om, at man er utilfreds med de lønstigninger, som ledelsen har stillet medarbejderne i udsigt.

Torsdag morgen blev der gennemført en afstemning blandt de timelønnede på dagholdet, og Folketidende erfarer, at 139 stemte for at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, mens 49 stemte imod, og fire stemte blankt.

Der er altså fortsat et klart flertal for at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, men der er også medarbejdere, som ønsker at stoppe den.

Mødte ind på natholdet

Og der begynder også at være sprækker i opbakningen til arbejdsnedlæggelsen på de timelønnedes nathold.

Ifølge Folketidendes oplysninger var cirka 20 fra natholdet på arbejde natten til torsdag. Public Relations Lead hos Vestas, Claes Lautrup Cunliffe, bekræfter overfor Folketidende, at et mindre antal medarbejdere mødte ind på arbejde på fabrikken i Nakskov i nat.

- Hovedparten af vores timelønnede medarbejdere i Danmark fortsætter arbejdsnedlæggelsen i strid med overenskomsten. Vi ser dog, at visse medarbejdere er begyndt at vende tilbage til arbejde. Vi opfordrer alle strejkende medarbejdere til at vende tilbage på arbejde, da lønforhandlingerne er afsluttet, siger han.

Du kan læse mere om arbejdsnedlæggelsen og baggrunden for den HER.