Nedskæring tog feststemningen

Det var den nuværende formand, Ove Pedersen, der bød velkommen til receptionen - og udtrykte betænkelighed ved den bebudede besparelse på frivillighedskoordinatorerne. Foto: Jan Knudsen

"Liftbussens Venner" finder frivillighedskoordinatorerne afgørende

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY - Vi håber at kunne fortsætte mange år endnu - og at koordinatorerne bliver her, så vi fortsat kan få tingene til at fungere.

Det sagde formanden for "Liftbussens Venner" i Rødby, Ove Pedersen, da han mandag holdt det, der egentlig skulle være en festtale i forbindelse med 25-året for præsentationen af den første liftbus.

Ove Pedersen henviste til kommunens ældre- og sundhedsudvalgs indstilling om at ville spare 1,2 millioner kroner om året ved at nedlægge tre frivillighedskoordinator-stillinger ved plejecentrene.

For 25 år siden oprandt dagen, hvor den første liftbus kunne køres op foran Blomsterparken. På billedet er det den daværende borgmester, Gert Mortensen, der taler. Ved bussen står en af hovedkræfterne bag initiativet, den daværende formand for "Liftbussens Venner", Hans Thulin. Foto: Jørgen Møller/Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv

Det falder til jorden

- Hvis de fjerner Gitte og Rikke, er der ikke noget frivilligt arbejde mere, sagde Jan Bentø, da han som en af de frivillige chauffører på liftbussen overtog talerstolen efter Ove Pedersen.

Jan Bentø understregede Gitte Kølles og Rikke Sommers betydning for at koordinere den store frivillige indsats, der gøres i Blomsterparken.

- Uden dem falder det hele til jorden, sagde Jen Bentø.

- Jeg håber ikke, det er noget, de får igennem byrådet, tilføjede han med henvisning til, at besparelsen i sidste ende skal godkendes af byrådet i Lolland Kommune.

Selv om kaffen og kagen ved jubilæumsarrangementet dermed havde fået en politisk bismag, blev alt nydt af både de frivillige bag driften af bussen og nogle af de ældre, som nyder godt af at komme på tur.

Gerne flere chauffører

"Liftbussens Venner" har i dag omkring 60 medlemmer og både chauffører og frivillige hjælpere, der gennemfører turene.

- Det gjorde ikke noget med lidt flere chauffører, siger formanden Ove Pedersen, der selv er en af dem, der sætter sig bag rattet.

Bussens ture går til varmtvandstræning i Nakskov, til biblioteket eller til byen, så der er mulighed for indkøb. Der bydes på udflugter, enten bare ud i naturen eller til nogle af egnens seværdigheder.

Bussen står til rådighed for både brugerne af det åbne aktivitets- og træningscenter og beboerne i Blomsterparken og Kirsebærhaven.

Da den første Fiat-bus kunne anskaffes i 1993, var arbejdet med at skaffe pengene til den gået i gang fire år tidligere. Der blev holdt en lang række arrangementer til fordel for bussen, og 10. september 1993 kunne bussen køres op foran Blomsterparken - klar til at køre på tur.

Dengang var Hans Thulin en aktiv første formand for "LIftbussens Venner" - en indsats, som ved årets afslutning fik Folketidende til at udnævne ham til "Årets Rødbynit".

Under jubilæumsarrangementet mandag fortalte Ove Pedersen, at den første bus, "Aktivisten", kørte egnen tynd i 15 år, inden den var slidt op. Nu er det bus nummer to i rækken, der sørger for de næsten daglige ture fra Blomsterparken.

Må kunne løses

Her lider man i øjeblikket under, at der mangler parkeringspladser, og det gør det vanskeligere at manøvrere rundt med bussen.

- Men det er et problem, jeg har gjort kommunen opmærksom på. Det må kunne løses med noget græsforstærkning der, hvor den nu nedrevne afdeling af Blomsterparken er revet ned, siger Jan Bentø.

Dengang i 1993 var det Rødby Kommunes daværende borgmester Gert Mortensen, der kunne ønske "Liftbussens Venner" tillykke med bussen - og takke for indsatsen.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu