Normal godstrafik - kun få biler

Scandlines ser sig selv som en vigtig del af infrastrukturen. Foto: Anders Knudsen

Scandlines opretholder sejladsen fra både Rødbyhavn og Gedser - men har lukket sine BorderShops.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Antallet af lastbiler på scandlines' færger på overfarterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock er nærmest uændret - men rederiet mærker en voldsom nedgang, når det gælder personbiler.

Det fortæller Scandlines' kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen, samtidig med at rederiet fastslår, at man opretholder planmæssig sejlads på de to ruter.

Udmeldingen kommer i forbindelse med de midlertidige restriktioner på indrejse i både Tyskland og Danmark: 14. marts lukkede Danmark grænsen til Tyskland, og 16. marts lukkede Tyskland grænsen til Danmark.

- Begge regeringer er dog enige om, at samfundet ikke må gå i stå, bemærker Scandlines:

- Indrejseforbuddet gennemføres under hensyn til opretholdelsen af de nødvendige forsyningskæder, og sådan at de så vidt muligt ikke hindrer virksomhedernes muligheder for at modtage leverancer fra eller eksportere varer til udlandet.

- Scandlines er en del af denne kritiske infrastruktur, da rederiet hver eneste dag transporterer vigtige varer som medicin og fødevarer mellem Skandinavien og det europæiske fastland. Scandlines sejler derfor fortsat planmæssigt på begge ruter, hedder det fra rederiet.

På Rødby-Puttgarden overfarten er der i øjeblikket 40 minutter mellem hver færge mod 30 minutter i den sædvanlige sejlplan.

- Men færgen "Deutschland" er på planlagt værftsophold, fortæller Anette Ustrup Svendsen.

Der er tale om en større omgang på det polske værft, hvor den blandt andet står på udskiftning af thrustere, og hvor færgen tidligst ventes retur på overfarten ved månedens udgang. Også Polen har indrejse-restriktioner, og det kan medføre forlængelse af færgeopholdet.

Mens der om bord på overfarternes færger er den bemanding, sikkerhedsforskrifterne foreskriver - og rengøringspersonale, der har travlt med afspritning hver time, er rederiets kontorlokaler i Rødbyhavn stort set tømt for medarbejdere.

- Heldigvis kan mange af os arbejde hjemmefra, siger Anette Ustrup Svendsen.

Endnu har rederiet ikke afskediget medarbejdere på grund af den nuværende situation.

BorderShops i Puttgarden og Rostock er lukket indtil videre. Easymarked i Rostock, som mange lastvognchauffører benytter, er åben hver dag.