Nu får byen sin egen købmand

Store omvæltninger er på vej til byen ved fjorden, derfor inviterer "Liv i Langø" til infomøde. Arkivfoto: Anders Knudsen

"Liv i Langø" hedder udviklingsprojektet, der skal være med til at sikre byen en fremtid, hvor turisme, oplevelser, fiskeri og fællesskab går hånd i hånd.

Offentliggjort Sidst opdateret

To års målrettet arbejde betyder, at udviklingsprojektet "Liv i Langø" endelig kan sætte gang i første fase.

Det traditionelle fiskerimiljø skal forenes med moderne faciliteter, formidling og bæredygtige løsninger. Samtidig er planen at knytte det hele sammen med områdets kulturarv.

- Jeg glæder mig til, at vi får færdiggjort vores idéer om formidlingen. For eksempel, det, vi kalder Isblokhuset, som vi sammen med Museum Lolland-Falster sørger for, skal gøre formidling om historie og biologi mere tilgængeligt, fortæller Carsten Toft Nielsen, projektleder for styregruppen.

Med projektet er stadig et stykke fra at være færdigt. Derfor inviteres borgere og interessenter til møde i Langø Forsamlingshus 29. april klokken 19.00, hvor man kan hære meget mere om projektets status og kommende aktiviteter.

Fiskeri, kajakker og arkitekter

Ud over museets arbejde med Isblokhuset, kommer arkitektfirmaet H+ forbi og fortæller om deres skitser, og den fremtidige indretning af Langø Havn.

- Nu er vi i en situation, hvor fiskeriet har umanerligt vanskelige vilkår, så vi bliver nødt til at transformere havnen, siger Carsten Toft Nielsen.

Bag projektet står:

Langø Landsbylaug, Langø Grill & Fiskebar, Langø Fiskerihavn I/S, Min Købmand Vestenskov og Langø Bådelaug – i tæt samarbejde med Lolland Kommune og Region Sjælland.

Visionen omfatter på sigt også etablering af en ny café/restaurant, et multikulturhus, forbedrede faciliteter og infrastruktur, samt nye initiativer inden for turisme og lokal handel.

Blandt andet løfter han sløret for, at der kommer en købmand til byen. Planerne er store, men opbakningen i byen matcher målsætningen.

Senere på aftenen kommer firmaet Kayakomat og fortæller om dets planer for at opleve byen fra vandet.

Gammel havn, nye ideer

Den 116 år gamle fiskerihavn har været omdrejningspunktet for byen længe, men det er langt tid siden, at erhvervet havde 55 årsværk tilknyttet. Derfor kigger Langø efter nye måder at udvikle byen med respekt for lokalhistorien.

- Vi skal have en mangefacetteret havn baseret på nogle aktive fællesskaber i og omkring Langø, fortæller projektlederen.

- Jeg glæder mig også til, at vi kan finde nogle løsninger for nogle af de nye bygninger og få tyndet lidt ud i nogle af de gamle, så restauranten får bedre forhold.

Mange lokale initiativer og erhvervsdrivende er en del af projektet, og ved det seneste møde deltog over 100 borgere.