Nu går det i luften: - Vi skynder os på den langsomme og kloge måde

Martin Barnstein er såkaldt advanced paramedic og tillidsmand for redderne. Han og kollegerne har været med til at indrette de nye ambulancer. Foto: Region Sjælland

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Falck-uniformen er pakket ned og redderne på ambulancebasen i Maribo er trukket i nyt tøj fra Region Sjælland.

Fra i dag er der flere ambulancer på gaden, når regionens nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland i samarbejde med Falck står for kørslen.

Om få år ventes det, at halvdelen af redderne er kvinder. Foto: Region Sjælland

Forventningen er, at Falck og Ambulance Sjælland hver dag vil køre med yderligere otte til ti ekstra ambulancer, end der kører i dag, mens det samlede antal af medarbejdere tilknyttet ambulancetjenesten stiger med 50.

Kort tale

Torsdag formiddag blev det nye ambulanceberedskab markeret i ambulancebasen. Formand for Regionsrådet, Heino Knudsen (S), forkortede sin tale i tilfælde af, at alarmen pludselig gik midt i seancen.

- Jeg glæder mig til, at vi går i luften med et endnu stærkere akutberedskab med mere personale og flere ambulancer til at hjælpe vores mange borgere, når de har behov for det. Det er godt for det samlede sundhedsvæsen, at vi sikrer hurtig hjælp i borgernes hjem, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Artiklen fortsætter under videoen, der viser, hvordan den nye ambulance fungerer... 

90 sekunder på den kloge måde

Martin Barnstein, der er såkaldt advanced paramedic og tillidsmand for redderne, viser rundt på stationen i Maribo. Han fortæller, at blandt danske reddere er Region Sjællands beredskab kendt for at gå foran i udviklingen.

- Vi har gået forrest med paramedicinere og er hurtige til at komme ud til borgerne, siger han.

Når alarmen går, skal ambulancen være på gaden senest 90 sekunder senere.

Alarmen går og to reddere sætter sig ind i ambulancen. Det foregår i et fuldstændigt kontrolleret tempo.

- Vi skynder os på den langsomme og kloge måde, siger Martin Barnstein.