Nu går Maribos nye madfællesskab i luften
Anita Munk, Jane Olsen og Jette Aastrand Jørgensen er klar til at gå live til første omgang af Maribo Hallernes madfællesskab. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Madfællesskab i Maribo Hallerne skal samle maribonitterne.
MARIBO I marts var Jane Olsen og Jette Aastrand Jørgensen på kursus hos Madfællesskabet. Ideen var at lave en lokal udgave af projektet, der samler folk til fællesspisning. Men så kom corona.
- Vi havde lige været på kursus, hvor vi blev undervist i råvarer, og hvordan man laver mad uden opskrift. Det var i sig selv rigtig angstprovokerende, griner Jette Aastrand.
- Ja, og så lukkede hele Danmark ned. Siden har vi bare ventet, fortæller Jane Olsen.
Tredjemanden på holdet, Anita Munk, var ikke med på kurset, da hun havde travlt med først at planlægge og så at aflyse gymnastikopvisninger på grund af corona. Men hun skal nu på kursus, så hun kan følge med, når madfællesskabet går i luften for første gang 11. november.
- Vi er så klar! lyder det med vanlig optimisme fra gymnastikforeningens ildsjæl.
Alle tre er blevet shanghajet af Morgen Nielsen fra Maribo Hallerne, der står bag den nye lokale udgave af Madfællesskabet. Jette er kostvejleder og træner i motionscentret, Jane er livredder, og Anita er gymnast.
- Ideen er at samle sportsgrenene og foreningerne, der bruger hallen, i et fællesskab uden for sporten. Men madfællesskabet er for alle, fortæller Jane Olsen.
Maden, der spises i det nye madfællesskab, vil altid have et grøntsagselement.
- Vi blev på kurset spurgt om, hvad vi godt kunne tænke os. Og her var grøntsagerne vigtige. Men det bliver altså ikke helligt, siger Jette Aastrand.
Ideen er at samle maribonitterne til store fællesspisninger i hallen. Men som situationen er nu, vil madfællesskabet få en lidt anderledes start.
- Man kommer til at hente poser, der er pakket med råvarer, og så laver man maden hjemme. Vi viser på skærmen, hvordan man gør, så vi laver maden sammen, forklarer Anita Munk.
Det er Kim Nielsen fra KonceptLab, der skal filme de tre madkvinders kulinariske oplevelser, når madfællesskabet går i luften. Og kvinderne er klar med opskrifter, råvarer og køkkengrej.
- Jeg tænker ikke, vi går i stå og kommer til at mangle noget at sige, griner Anita Munk.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker