Nu kan flere i Nakskov få julehjælp: - Der er mange, der har det svært

Ansøgningsskemaerne til julehjælp ligger klar i Stormarkskirken, viser Laura Håkansson. Man kan også hente et elektronisk. Foto: Marianne Knudsen

Nakskov Menighedspleje kan også betænke pensionister i år - og børnene får gaver .

Offentliggjort Sidst opdateret

Ansøgningsskemaet til ansøgning om julehjælp fra Nakskov Menighedspleje er klar. Man kan afhente et udprintet ark i Stormarkskirken eller finde det elektronisk på nakskovkirke.dk - og så se at få det indleveret inden 14. november klokken 12.

Sognepræst Laura Håkansson, der er ny formand for Nakskov Menighedspleje, kan glæde med, at flere får mulighed for at søge julehjælp i år. Hidtil har man kun kunnet hjælpe enlige med hjemmeboende børn.

I år kan også samboende med børn og folkepensionister - der oplever at deres økonomi er stram - søge.

Har fået ekstra midler

- Vi har fået ekstra midler, 25.000 kroner fra Lions Club Nakskov. Desuden er der en anonym giver, der har betænkt Nakskov Menighedspleje med et pænt stort beløb, og så er der de penge, der indsamles i kirkebøsserne og endelig er der støttekoncerten i Sankt Nikolai Kirke, hvor billetprisen går til menighedsplejen, ridser sognepræsten ved Stormarkskirken op.

Kirken har i øvrigt også en fond, der yder støtte til menighedsplejen.

De, der får tildelt julehjælp, kan afhente den ved et julearrangement 7. december, hvor der mellem klokken 14 og 16 hygges og klippes julestads.

Vi stoler på folk, og der er jo mange i Nakskov, der har det svært og en presset økonomi.

Laura Håkansson, formand for Nakskov Menighedspleje

Nakskov Menighedspleje dobbelttjekker ikke med kommunen, om folk nu også er berettiget til hjælpen:

- Nej, vi stoler på folk, og der er jo mange i Nakskov, der har det svært og en presset økonomi. Det er i hvert fald det, vi får at vide, siger Laura Håkansson.

Julehjælpen består af et gavekort til Meny til mad. Som noget nyt vil de betænkte i år også få et gavekort per hjemmeboende barn til køb af en børnegave i Bog og  Idé.

Også hjælp til skoletaske

- Men vi bruger ikke alle pengene på julehjælp. Som et af to nye tiltag vil vi også her i Nakskov begynde at yde økonomisk hjælp til forældre til deres børns skolestart. Det vil sige til en ny skoletaske og et nyt penalhus, og det starter vi med til april, oplyser formanden for Nakskov Menighedspleje.

Det er kun folk bosat i Nakskovs to sogne, der kan søge julehjælp og skolestartshjælp, når den tid kommer. For i menighedsplejens formålsparagraf står der, at hjælpen skal komme trængte i Nakskov til gode.