Nu rykker publikum i skoven: Genopliver "My Fair Lady" efter 21 år

Hele området omkring friluftscenen Hylddalen emmer af liv. Foto: Palle Nevad Hansen

NørregadeTeatret har netop taget hul på årets store friluftsforestilling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Publikum er strømmet talstærkt til Maribo, og hele området omkring friluftscenen Hylddalen emmer af liv, og kamp om de gode parkeringspladser. Hvert andet år bytter egnsteatret NørregadeTeatret sin faste scene på Maribos gamle elværk ud med en af landets absolut smukkeste scener, et stenkast fra Maribosøerne, hvor publikum under åben himmel kan nyde klassikeren "My Fair Lady".

Teaterchef Frank Rubæk glæder sig til at bytte måneders forberedelse ud med endelig at præsentere stykket for publikum. Selv om mange nok kender det i forvejen. Teatret spillede det selv for 21 år siden.

- Men det er så stor en forestilling, at den på store teatre uden problemer bliver gentaget hver 10. år, fortæller han.

En drøm at spille Eliza

Forestillingen om blomsterpigen med det meget ligefremme gadesprog, der skal gøres til en rigtig dannet dame, har begejstret publikum siden den første gang blev sat op på Broadway i 1956. Også NørregadeTeatrets bud på en ny Eliza Doolittle, den 25-årige skuespillerinde Cecilie Bogø Bach, har set frem til at træde ud i Hylddalens rampelys.

- Selvfølgelig er det en drøm, at få lov til at spille Eliza. Jeg synes, at hun er så vild en karakter, siger hovedrolleindehaveren, der blev uddannet for to år siden, og for første gang har hovedrollen i en musical og spiller friluftsteater.

"My Fair Lady" er første gang, at hun er med i en af NørregadeTeatrets forestillinger, og kombinationen af professionelle skuespillere og lokale amatører synes hun er enormt sjov at arbejde i.

Publikum skal bakke op

At rykke ud under åben himmel er lidt af et lotteri, når man tænker på den danske sommer, og onsdagens forpremiere gik da heller ikke helt efter bogen. Et voldsomt regnvejr med torden satte en stopper for forestillingen, men heldigvis byder premiereaftenen på smukt solskinsvejr over Maribo.

Artiklen fortsætter under billedet...

På billedet kan du se de to hovedroller i stykket Peter Thieme og Cecilie Bogø Bach, og Waage Sandø øve til stykket. Foto: Lynge Nielsen/NørregadeTeatret

De kommende dage ser også lovende ud. Nok truer meteorologerne med fredags regn, men lover samtidig opklaring sidst på eftermiddagen. Og skal egnsteatret blive ved med at sætte forestillinger op i Hylddalen, så kræver det publikum.

- Det er en stor opgave at lave disse forestillinger, men så længe vi mærker opbakningen fra publikum, så fortsætter vi, slår Frank Rubæk fast.

"My Fair Lady" spiller igen fredag og lørdag, og vender tilbage igen fra tirsdag til søndag i næste uge.