Ny aftale: Nu skal overskuddet varme Nakskov op

En ny aftale mellem Nordic Sugar og Lolland Varme sender overskudsvarme fra sukkerfabrikken i Nakskov ud i byens fjernvarmenet. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Nordic Sugar i Nakskov og Lolland Varme A/S har indgået en aftale om overskudsvarme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når borgerne i Nakskov fremover tænder for fjernvarmen i begyndelsen af efteråret, kan de sende en tanke til byens sukkerfabrik.

Nordic Sugar Nakskov og Lolland Varme A/S har nemlig indgået en aftale om at sende overskudsvarme fra sukkerfabrikken til Lolland Varme.

Når sukkerfabrikken under roekampagnen har fuld gang i kedlerne, udvikler produktionen mere varme, end fabrikken selv kan bruge. Tidligere blev den overskudsvarme sendt ud gennem fabrikkens køletårne, men de tider er nu forbi.

Fremover får Lolland Varme glæde af overskudsvarmen, og ifølge en pressemeddelelse fra Nordic Sugar og Lolland Varme er mængden af overskudsvarme stor nok til, at den kan dække hele varmebehovet i Nakskov fra begyndelsen af september til et godt stykke ind i oktober.

- Vi er rigtig glade for, at vi med denne aftale kan være med til at sikre varme til lokalområdet, og samtidig er det en rigtig fornuftig løsning rent samfundsmæssigt, siger Allan Borreskov, fabriksdirektør for Nakskov Sukkerfabrik, i pressemeddelelsen.

Hos Lolland Varme er man også glad for den nye aftale, som betyder, at man kan spare på den halm, man ellers ville bruge til at varme op med. Ifølge pressemeddelelsen kan man spare cirka 5.000 bigballer på årsbasis.

- Vi leverer allerede i dag billig og bæredygtig varme fra vores halm- og flisværk i byen. Men da det her er en varme, som allerede er produceret, og er et restprodukt, er denne løsning meget mere bæredygtig end, at vi selv fyrer op i kedlerne, forklarer forretningschef for Lolland Varme A/S, Søren Gertsen, i pressemeddelelsen.

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra de to parter.