Ny motorvejs-asfalt er glat

"Glat i vådt føre", står der på advarselstavler der, hvor der er lagt ny asfalt på Sydmotorvejen. Foto: Anders Knudsen

Bilister advares om ny belægning på Sydmotorvejen

Offentliggjort Sidst opdateret

MIDTLOLLAND Det kunne godt ligne en molbo-historie. Mellem afkørslerne Maribo Øst og Holeby har Vejdirektoratet for nylig udskiftet den slidte asfalt på Sydmotorvejen. Men nu advares bilisterne om, at den nye belægning er glat i vådt føre.

Så hvad er gået galt? Har Vejdirektoratet lavet et dårligt stykke arbejde eller brugt en dårlig slags asfalt, der ikke egner sig til det danske efterårsvejr med regn, fugt og tåge?

Nej, ingen af delene, bedyrer Martin C. Østergaard-Nielsen, der er pressechef i Vejdirektoratet.

- Der er ikke noget unormalt ved, at en ny asfaltbelægning kan være lidt glat i vådt føre, når den lige er blevet udlagt, siger han og forklarer, at bitumen-hinden i overfladen bare lige skal slides af.

Bitumen, hvad er det?, spørger du måske, og svaret er, at det er et sort-brunt termoplastisk stof, der bruges som bindemiddel i vejbelægninger. Og det lægger sig altså som en hinde, der kan blive glat, men slides af, efterhånden som bilerne kører på vejen.

- Det plejer at ske i den første tid efter udlægningen af asfalten. Men for at være på den sikre side, sætter vi jævnligt den slags skilte op lige efter udlægningen af asfalt, når vi har en mistanke om, at friktionen kan være for lav, forklarer Martin C. Østergaard-Nielsen.

Han tilføjer, at Vejdirektoratet har fokus på strækningen og i denne uge er ved at få målt asfalten på den, så vejfolkene kender dens friktion.

- Vi fjerner skiltene, så snart måleresultaterne er tilfredsstillende, tilføjer pressechefen.