Ny podcast tager lytterne med bag kulisserne på Femern Bælt-projektet

- Femern-projektet er Danmarks største anlægsprojekt nogensinde, og vi kan mærke en kæmpe interesse fra danskerne, siger Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt, om virksomhedens nye podcast om byggeriet. 

Podcasten ”Historien om Femern Bælt-forbindelsen” præsenterer lytterne for projektets lange forløb og det daglige arbejde med opførelsen af verdens længste sænketunnel.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ny podcast-serie udgiver af Sund & Bælt sætter fokus på Femern Bælt-forbindelsen og giver et indblik i opførelsen af den 18 kilometer lange tunnel, der skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

Serien, der har fået titlen ”Historien om Femern Bælt-forbindelsen”, består af fem episoder og følger projektets udvikling fra de tidlige visioner til den nuværende konstruktionsfase.

I podcasten gennemgås, hvordan en idé, som går mere end 100 år tilbage, er blevet til Danmarks største infrastrukturprojekt, mens lytterne får indsigt i både de tekniske og logistiske udfordringer ved tunnelbyggeriet og de miljøhensyn, der er integreret i arbejdet.

Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt, fremhæver, at interessen for projektet er stor, og at podcasten derfor er blevet til for at give offentligheden mulighed for at få en dybere forståelse af projektets omfang.

- Femern-projektet er Danmarks største anlægsprojekt nogensinde, og vi kan mærke en kæmpe interesse fra danskerne. Med denne podcast vil vi give lytterne mulighed for at komme helt tæt på dagligdagen bag byggehegnet og de mange tusinde mennesker, der hver dag arbejder for at gøre tunnelen til virkelighed, siger han.

Det første afsnit er tilgængelig nu, og der kommer et nyt afsnit hver tirsdag frem til 3. december.