Nyder at fordybe sig i sin rolle

Kammertjeneren Fabricius er klar med serveringen for opsynsmanden Harry, der har brugt en arv på at få sin egen butler. Det bliver begyndelsen på et venskab. Foto: Jan Knudsen

Jan Schou har for en stund sat revyens mange forskellige roller på pause.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO For Jan Schou er 2022 et helt specielt år. For første gang medvirker han i en forestilling på NørregadeTeatret i Maribo, hvor han skal spille kammertjeneren Fabricius i "Harry og kammertjeneren", men det er nu ikke derfor. Det er nemlig i år 50 år siden, at han debuterede på de skrå brædder - og samtidig året, hvor han runder 70 år.

Jan Schou blev uddannet fra Odense Teater i 1975, og selv om han da har spillet masser af skuespil gennem årene, er det primært fra revyens verden, at han er blevet kendt. Præcis hvor mange har han ikke tal på.

- Tre eller fire revyer hvert år i 50 år bliver til nogle stykker. Så har jeg godt nok smidt bukserne mange gange..... til de forkerte formål, siger han og slår en klukkende latter op.

Som revyskuespiller byder hver aften på et hav af forskellige personer, som på blot få minutter skal have solgt sin historie til publikum i salen.

- I revyen har jeg tre minutter til at vise en kammertjener, og næste gang jeg kommer ind på scenen, skal jeg måske være dronning, og så en baby. Det er en her og nu-aflevering, og det er måske den udfordring, som nogle af mine kolleger frygter, når de ikke vil spille revy.

Selv elsker han revyen. Den har stjålet hans hjerte, og her føler han sig virkelig hjemme. Fra tid til anden vil han dog gerne med i det, som nogle vil kalde rigtige forestillinger. Når der er plads i kalenderen, siger han gerne ja - præcis som han gjorde til det lollandske egnsteater.

Faktisk mener Jan Schou, at han bliver en bedre revyskuespiller ved at spille med i en forestilling som "Harry og kammertjeneren".

- Du bliver bedre, fordi du skal holde fast i den samme figur i to og en halv time. Det er sundt at holde ved den samme person. Du bliver nødt til at gå dybere og mere anderledes ned i rollen.

Nok er der ikke mange kammertjenere tilbage i landet, Jan Schou kender dog en enkelt, men alligevel har han brugt tid på at fordybe sig i det liv, som Fabricius måske har haft, inden han møder Harry.

- Hvad er han for en stabejs, og hvor er han kommet fra? Måske digte en historie selv. Det er sjovt at arbejde med figuren på den måde.

Selvfølgelig kender Jan Schou forlægget til stykket på NørregadeTeatret. Filmen er set utallige gange, men han nåede aldrig at se den, da den blev sat op på Nørrebros Teater i 1995 - selv om han klart foretrækker at grine, når han tager plads på tilskuerpladserne.

- Jeg går ikke i teatret for at se Shakespeare eller lignende. Det skal være lystspil. Jeg tror, det kommer fra mine forældre. De var på samme måde. Til fis og ballade.

I de seneste par år har der været for lidt af den slags. Coronaen lagde meget af kulturlivet ned, og i stedet for måtte Jan Schou bruge tiden på at rydde op. Nu lyder oprydning måske ikke ubetinget hyggeligt, men det kastede faktisk meget godt af sig. Ikke mindst erindringsbogen "Vi skal ha' det sjovt imens".

Arbejdet med bogen fik ham til at se tilbage på sit liv, og det var en god oplevelse.

- Til daglig er der ofte et eller andet at være småsur over, men det er der ingen grund til. Man skal være taknemmelig, når man har et godt liv, og jeg har aldrig haft modgang. Det giver en ro at sidde med bogen og se sort på hvidt, at jeg har haft et godt liv.

Heldigvis er der også rigeligt at lave. Igen i år kan man selvfølgelig opleve Jan Schou på Rottefælden i Svendborg, men der er også masser af andre optrædener.

Men måske bliver der lidt færre ting i de kommende år.

- Jeg vil gerne lidt mere hjem til min lejlighed i Berlin, og det vil også være dejligt at kunne rejse lidt mere. Men jeg har ingen planer om at stoppe og gør det i hvert fald ikke selv.

Jan Schou kan opleves i "Harry og kammertjeneren" fra på torsdag.

Uden for scenen er rollerne byttet om. Teaterchef Frank Rubæk er klar med en frisk kop kaffe til Jan Schou. Foto: Jan Knudsen
"Harry og kammertjeneren" er den første forestilling i Jan Schous jubilæumsår. I næste måned bliver han fejret for sine 50 år på de skrå brædder, og til maj runder han de 70 år, men der er stadigvæk masser af jobs på programmet - og bestemt ingen planer om at stoppe. Foto: Jan Knudsen