Forleden flød der med skrald, tomme dåser og snus ved to nye padelbaner i Nakskov, hvor også to kasser med bats var blevet smadret, og bat ødelagt. PrivatfotoPrivat
To nye padelbaner i Nakskov har kort tid efter åbningen haft besøg af vandaler.
NAKSKOV: For kun knap tre uger siden fik Nakskov to nye padelbaner ved Søvej, men der skulle ikke gå længe, før banerne blev udsat for hærværk.
- Der har været nogle drengestreger med nogle kasser, der er blevet smadret og nogle bats, der er blevet ødelagt, fortæller Anna Höskuldsson.
Hun er medejer af All-padel, som har etableret to nye padelbaner ved Søvej med hjælp fra LAG-midler.
Som en ekstra service til spillerne, når nu det er en ny sport, og mange ikke har deres eget bat, står der på hver af de to nye baner en kasse med bats, man kan låne. Og det er dem, som er blevet smadret sammen med nogle af battene.
Ødelagte bat lå på jorden, efter vandaler havde været forbi de to nye padelbaner ved Søvej. PrivatfotoPrivat
Derudover flød det forleden med skrald, tomme dåser og snus ved banerne.
Annonce
- Jeg fandt først ud af det i mandags. Jeg har selv været på ferie, så jeg har ikke været forbi for nylig. Jeg fik en mail fra Martin Madsen, som er lokal ejendomsmægler. Han gjorde mig opmærksom på problemet. Han bor to minutter derfra, så han kommer tit forbi, fortæller Anna Höskuldsson.
Unge hænger ud der
Hun har skrevet et opslag i Facebook-gruppen ”Nakskov” om hærværket og med en opfordring til at hjælpe med at holde øje og hjælpe med at passe på de nye padelbaner.
- Der er flere, der har skrevet, at de har set det. Det er vist flere aftener, at unge har hængt ud der og ikke har ryddet op efter sig selv. Så jeg skal tale med kommunen, om man kan sætte nogle skraldespande op. Indtil videre har vi sat en affaldssæk op, fortæller Anna Höskuldsson.
- Jeg hørte også rygter om, at nogen havde kørt knallert derinde, men jeg ved ikke, om det er rigtigt, siger hun.
Hun fortæller, at mange allerede bruger banerne og er glade for det.
- Derfor er det også helt vildt ærgerligt, når der sker sådan noget, for lad os da stå sammen og passe godt på tingene, som hun siger.
Lad os da stå sammen og passe godt på tingene.
Anna Höskuldsson, All-padel
Anna Höskuldsson bor selv i Gl. Holte, så hun er ikke lige forbi hver dag, men hun har nu lavet en aftale med Martin Madsen om, at han hjælper med at holde øje med padelbanerne.
Der er nu foreløbig sat en affaldssæk op, men All-padel vil gerne i dialog med kommunen om muligheden for at få opsat skraldespande. All-padel har også efterkommet et ønske om rovfugle-klistermærker på glaspartierne for at undgå, at fugle flyver ind i ruderne. PrivatfotoPrivat
Døre skubbet op
For at booke padelbanerne skal man bruge appen Matchi. Når banen er booket, får man en kode, man kan åbne dørene til padelbanerne med. Men man har åbenbart kunne skubbe dørene op og gå ind uden at betale, hvis man har lagt lidt vægt bag.
Annonce
- Det har vi nu fået løst. Det er nogle magnetlåse, der holder dørene, og der er sat gummi på, så det binder bedre, så nu kan de holde til 200 kilo. Men hvis man vil ødelægge dørene, kan man sikkert sparke dem op, men det kan man jo alle steder, hvis man vil ødelægge tingene, siger Anna Höskuldsson.
Hun har valgt ikke at gå til politiet i denne omgang, men håber, at de nye tiltag hjælper.
Spillerne opfordres nu til at passe på dørene og lukke dem efter sig. PrivatfotoPrivat
Hjælp til fuglene
I kommentarfeltet til hendes Facebook-opslag er der i øvrigt også flere, der har spurgt til, om der ikke skal sættes rovfugleklistermærker på glaspartierne, så ikke fugle flyver ind i ruderne.
Og derfor er der allerede sat sådan nogle klistermærker på ruderne.
- Det er en god idé. Vi vil gerne imødekomme den feedback, vi får fra borgerne, siger Anna Höskuldsson, som også har to padelbaner i Skælskør, der også først lige er etableret.
Nakskov Tennisklub har i øvrigt også for nylig etableret to padelbaner i Nakskov.
Nye kasser med bat og bolde er nu klar til padeltennisspillere, der ikke selv har eget udstyr. PrivatfotoPrivat