NAKSKOV 55-årige Rasmus Nielsen er ny i chefstolen for bibliotek & borgerservice i Lolland Kommune.
Helt ny er han dog ikke. Han har nemlig siden juni 2017 været souschef og siden 1. juli i år været konstitueret chef, da Inger Halleløv valgte at gå på pension.
- Jeg har en 20-årig baggrund på beskæftigelsesområdet i Københavns Kommune, heraf de 12 år som leder, fortæller Rasmus Nielsen.
Han har også en uddannelse i dramaturgi, æstetik og kultur fra Aarhus Universitet.
- Så jeg har arbejdet med kultur i bred forstand i en del år, fortæller han om sin baggrund og tilføjer, at han efter at have arbejdet i bibliotek & borgerservice i Lolland Kommune fortsat er nysgerrig på lollikkerne.
- Derfor skal vi også i den nærmeste fremtid spørge lollikkerne, hvad de forventer af de lollandske biblioteker, så vi kan blive mere skarpe på, hvem vi skal være biblioteker for, siger Rasmus Nielsen og peger på, at bibliotekerne skal aktivere og samarbejde med de lokale kræfter i kommunen.
Politiske målsætninger
Hvordan det skal gøres, skal Rasmus Nielsen sammen med de godt 50 medarbejdere i biblioteker & borgerservice nu til at finde ud af. Samtidig er opgaven også, lader Rasmus Nielsen forstå, at medarbejderne i bibliotek & borgerservice skal finde ud af, hvad de kan gøre for at bidrage til politiske målsætninger om eksempelvis bosætning og tiltrækning af erhvervsvirksomheder.
I borgerservice-delen er der to fokuspunkter:
- For det første skal vi sikre, at borgerne har tillid til de afgørelse, vi træffer. For det andet skal vi sikre, at vi får leveret den bedst mulige service, slår Rasmus Nielsen fast.
Ens behandling
Han mener også, at de to borgerservice-kontorer i henholdsvis Nakskov og Maribo skal behandle borgerne ens.
- Der skal ikke være forskel på at komme ind på borgerservice i de to byer. Men omvendt kan jeg godt forestille mig, at borgerne efterspørger noget forskelligt på biblioteksområdet på kommunens tre biblioteker i Nakskov, Maribo og Rødbyhavn, siger han.
- I så tilfælde vil bibliotekerne også i høj grad kunne supplere hinanden, forudser han.
Rasmus Nielsen efterlader sig i øvrigt en ubesat souschefstilling, der vil blive slået op i nærmeste fremtid.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned