NYT MEDLEM AF Ø-UDVALG

Patricia Brøndum indtræder i ø-kontaktudvalget. Foto: Jan Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ: På Femø var der tirsdag ikke kun valg til Folketinget, men også til ø-kontaktudvalget.

Gitte Korndal træder nemlig ud af udvalget, da hun 15. november flytter fra Femø.

Dermed skulle der vælges en suppleant, men det blev et fredsvalg, for der var kun én kandidat.

Dermed skulle der hverken stemmes eller tælles for at finde ud af, at Patricia Brøndum nu er medlem af udvalget.

Der er dog stadig ikke nogen suppleant.

Patricia Brøndum er kunstner og er kommet til Femø for cirka tre år siden, efter at hun sammen med tre andre havde købt Frugtcentralen. Og så arbejder hun deltids ved Lolland Færgefart.

Femøs to repræsentanter i ø-kontaktudvalget er således Christine Grube Pedersen og Patricia Brøndum, der også bliver medlem af Femø Beboerforenings bestyrelse.

Tak for indsatsen

Fra Femø Beboerforening siger formand Inge-Lise Bisted tak for indsatsen til Gitte Korndal, der i løbet af det års tid, hun har boet på øen, har engageret sig i ikke bare ø-kontaktudvalget, men også Femø Beboerforening, Havnehøkeren, revyen, pensionistforeningen, læsekredsen og andet.

Gitte Korndal udtræder af ø-kontaktudvalget, da hun fraflytter Femø på grund af de forhøjede billetpriser på færgen. Foto: Jan Knudsen

Gitte Korndal er svensk statsborger og har i mange år arbejdet i psykiatrien i Sverige, inden hun begyndte at uddanne sig til social- og sundhedshjælper.

Som led i den uddannelse blev hun ansat i hjemmeplejen på Femø, og efter en tid som pendler flyttede hun til Femø.

Hun skal dog fortsat til kurser på "fastlandet" - og skal selv betale transportudgifterne. Og med de øgede priser på færgebilletter har hun valgt at flytte.

Den endelige beslutning hænger dog også sammen med pensionsreglerne i Sverige og familiemæssige ting, men selv om hun har fået tilbudt arbejde på Ven, vil hun gerne tilbage til Femø igen.